​Vinderbil kørte 90 km på hvad der svarer til 1l benzin

Oprettet 21/09/2015 – 15:32

Det blev et erfarent dansk hold, som tog sejren i verdens mest energieffektive elbilsrally Oresund Electric Car Rally (OECR), der fandt sted i weekenden den 19. – 20. september.
Bilen kørte den planlagte rute på 90 km fra Frederiksberg til Helsingborg på blot 10,2 kWh, svarende til 1 liter benzin. Det blev for andet år i træk det danske hold Team Messer med far og søn Martin og Patrik, der kørte en VW e-golf i mål som vindere.
OECR er en konkurrence for både virksomheder og privatpersoner med elbil eller plug-in hybrid. Det var femte elbilrally siden starten i 2011, og allerede i foråret blev deltagerlisten fuldtegnet. I to dage kørte flere end 60 elbiler rundt om Øresund, og målet var at køre så energieffektivt som muligt.
Delkonkurrencen ’Energi’, hvor bilens brændstofforbrug beregnes i forhold til bilens vægt, blev vundet af holdet Eforce Three, der blev kørt af Gordon Strömfeldt og Emil Lidström i en Nissan Leaf. Holdet formåede at komme igennem Sjælland på kun 6,76 kWh / ton.
Det var en VW e-Up, kørt af Fredrik Falkenström og Mattias Alfredsson fra Helsingborg, der brugte mindst energi på ruten (uanset bilernes vægt).
Lørdagens præcisionskørsel i Helsingborg blev vundet af holdet fra Landskrona Energi med Magnus Sjövik og Ingvi Thorkelsson, og søndagens regularity rally blev vundet af Lau Piedrup og Lars Jonas Olsen fra TEAM VPA.
OECR, der køres fra Frederiksberg til Malmø, er støttet af en række kommuner, regioner, teknologivirksomheder, energiselskaber og bilproducenter fra både Danmark og Sverige. Öresundskomiteen er arrangør, og løbets formål er at øge opmærksomheden omkring miljøbiler i den grønne øresundsregion.
”OECR viser, at elbiler er kommet for at blive. De er stille, energieffektive og økonomiske. Enhver, der er begyndt at køre elbil, vil aldrig gå tilbage til benzin. Det er dog stadig meget at gøre på politisk niveau, så elbiler kan oplades frit på begge sider af Øresund. Det forsøger vi med elbilrallyet at gøre opmærksom på”, siger Öresundskomiteens direktør Finn Lauritzen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *