10 i år med saltvand på nettet

Oprettet 14/01/2013 – 09:01

I de sidste 10 år har flere end 2.500 danskere hentet daglig inspiration og visdom om maritime emner i den digitale klub, Duelighedsklubben.
Med et lille pling på skærmen dukker den op på computeren. Trofast som et kronometer og stabilt som en oceandampers kurs har Duelighedsklubbens hærskare af frivillige hver eneste dag i 10 år sendt den daglige saltvandsindsprøjtning Skipper-tips til omkring 2.500 danskere med maritime interesser.
RIGTIGE SØFOLK HJÆLPER HINANDEN
Duelighedsklubben startede som et eksperimenterende hobby-projekt, men har med tiden udviklet sig til en meget omfattende hjemmeside med masser af oplysninger om alt, hvad der lugter af saltvand.
I julen 2001 mødtes en lille gruppe fritidsskippere, som drøftede muligheden af at lave en græsrodsforening for personer med maritime interesser. Med ved bordet sad Benjamin Kristensen, der siden nytårsdag 2002, hvor foreningen blev oprettet, har været formand for foreningen duelighed.dk og redaktør af e-nyhedsbrevet Skipper-tips. Formålet med projektet skulle være at skabe et tværkulturelt netværk for alle danskere med saltvand i blodet.
– Rigtige søfolk hjælper hinanden, og jeg finder stor livsglæde ved at hjælpe søfolket med at udveksle viden og erfaringer. Krudtet kommer fra netværkets ildsjæle, men jeg får lov til at holde bøssen, fortæller Benjamin Kristensen.
MERE VIDEN GIVER STØRRE TRYGHED
Duelighedsklubbens hjemmeside byder på rigtig meget andet med saltvand end lige nyhedsbrevene. Der er mulighed for at træne i brugen af VHF- radioen, eller at prøve kræfter med øvelser der udfordrer dine maritime kundskaber, og forhåbentlig inspirere dig til nye tanker og overvejelser, som gør dig til en endnu bedre fartøjsfører. Spørgsmål om førstehjælp til søs bliver du også stillet overfor.
Hjemmesiden byder også på en række udfordrende opgaver indenfor de forskellige teoriprøver for speedbåd, sejlbåd og f.eks. til yachtskipper-eksamen, og man kan prøve sin viden af indenfor maritime udtryk, og om hvordan man opfører sig på vandet og især i havn.
Som noget helt enestående får man på hjemmesiden også et dagligt overblik over mediernes nyheder med maritimt indhold. Nyhedstjenesten samler trådene for fritids- og erhvervssejlerne, fritids- og erhvervsfiskerne, wind- og kitesurferne, kajak- og kanofolket, dykkerne, søredningsfolket, strandjægerne, skibsbyggerne, havbiologerne, havnefogederne og alle andre grupper, som færdes på, ved eller omkring havet. Det bliver både mere interessant og mere sikkert at færdes på havet, når man har viden om ”de andres” problemer og glæder.
ALLE KAN DELTAGE
Det eneste minus, man kan nævne, er at brugen af duelighed.dk kan være stærkt vanedannende, og tage din tid – men det er både sjovt og gratis.
Hjemmesiden drives på frivillig basis og det økonomiske bæres udelukkende af et frivilligt kontingent på 54 øre om dagen.
Du finder Duelighedsklubbens hjemmeside her: www.duelighed.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *