169 år and still going strong…

Oprettet 10/08/2012 – 07:59

Hvis du er til spektakulære fødselsdagsparader med Tivoli-Garden, har lyst til at se Pantomimeteatret bag kulissen eller lade dig betage af illuminationer på Tivoli Søen og smile af det musikstyrede fyrværkeri på Plænen, så vil onsdag den 15. august, som er Tivolis 169 års fødselsdag sikkert falde i din smag. Portene og forlystelserne åbnes kl. 11 og om aftenen indtager Tivolis Symfoniorkester Koncertsalen med to af Danmarks internationale stjernesangere som solister.
Tivoli-Gardens Musikkorps har særligt travlt på Tivolis fødselsdag, da de skal gå parade gennem København med start fra Kgs. Nytorv kl. 15:30, hvorefter den via Strøget går op mod Rådhuspladsen. I paraden deltager Tivoli-Garden, Pjerrot, Columbine og Harlekin. Traditionen tro er der også medaljeoverrækkelse til Tivoli-Gardens ældste drenge, der forlader Garden på Tivolis fødselsdag. Det er et bevægende syn for gæster at være vidne til de stolte drenge og deres pårørende. Der er også medaljer for 3, 5 og 7 års tjeneste.
For de mindre børn
Alle forlystelserne kører lystigt på fødselsdagen, lige som de plejer. Rasmus Klump er i fødselsdagshumør, og han går flere ture rundt i Haven for at hilse på børnene. Han starter ved Plænen og vil typisk være at finde ved den store Rasmus Klump-legeplads, hvis han da ikke er blevet omringet af børn på sin vej til Rasmus Klumps Verden med de mange legemuligheder. På fødselsdagen på onsdag kan børnene møde Rasmus Klump og hans kontrollørven kl. 14.00, 15.00, 16.00 og 17.00.
Oplev Pantomimeteatret bag kulisserne
I anledning af Tivolis fødselsdag holder Pantomimeteatret Åbent Hus. Det sker ved en række korte rundvisninger om eftermiddagen. Umiddelbart efter at dagens prøver på Pantomimeteatret er slut, bliver der således mulighed for at se teatret bag kulisserne. Der er gratis adgang for Havens gæster, som kan møde op ved indgangen til teatret. Der kan deltage maximalt 30 personer i hver rundvisning, som tager omkring 20 minutter. Der er i alt 6 rundvisninger om eftermiddagen fra kl. 15.30 – 17.45. Om aftenen markeres fødselsdagen med opførelsen af to klassiske Tivoli-pantomimer, nemlig “Pjerrot i Dyrehaven” kl. 19.00 og “Den uheldige Frier” kl. 20.30.
Tivolis fødselsdagskoncert: Operettegalla
Når Tivoli fejrer fødselsdag er kun det bedste godt nok! I år får Tivolis Symfoniorkester fornemt besøg af to af Danmarks internationale stjernesangere, barytonen Bo Skovhus og sopranen Inger Dam-Jensen, som vil synge champagneboblende arier og duetter fra operettens sødmefulde verden. Hør bl.a. uddrag fra Flagermusen og Wienerblod af Johann Strauss og fra Den glade enke af Franz Lehár. Koncerten begynder kl. 19.30 og der betales særskilt entré. Læs mere om fødselsdagskoncerten på www.tivolifestival.dk
Nordjyde med Jamaica i blodet og masser af Karma
Musikeren og dj’en Ras Money med Jamaicanske rytmer i blodet optræder ved aftenens KarmaOnsdag. Ras Money står bag dj-pulten, og hans lange erfaring i det danske dancehall miljø, gør ham i sig selv til en lille fødselsdagsgave til gæster, der kan lide at fordybe sig i musikken. Han er aktuel med singlen “Bor Her” – som er en hyldest til Københavns Nordvest-kvarter. Og mon ikke han finder på noget sjovt i anledning af fødselsdagen. Ras Money tager fat på en række mix fra kl. 19:30 på Plænen, hvor gæsterne kan slappe af og lytte til musikken i liggestolene.
Tivoli Illuminationer
21.45 blændes der op for Tivoli Illuminationer omkring Tivoli Søen. Illuminationsshowet udsætter gæsterne for et sansebombardement bestående af lys, lyd, laser, ild, røg og vand. Overfladen på Tivoli Søen bliver et drømmende univers med knivskarp timing og overraskende effekter, der taler til de store følelser. Hvis man ikke har set det før, så har man en oplevelse af de store til gode. Det er Jeppe Kaas, som har lavet musikken til illuminationsshowet.
Mike Sheridan står bag musikken til fødselsdagsfyrværkeriet
Fødselsdagen kulminerer med et festfyrværkeri kl. 22:45, hvor Tivolis fyrværkerimester Gunnar B Knudsen i samarbejde med komponisten og dj’en Mike Sheridan har skabt et musikstyret fyrværkerishow. Opvisningen, som byder bl.a. på 200 luftbomber tager afsæt i et elektronisk soundtrack, der ifølge Mike Sheridan indeholder alt fra lyse, piplende, energifyldte, symfoniske stemninger til brutale beats og mørke trommer. Idéen er at lege med gæsternes forventninger om, hvordan et fyrværkeri ser ud i samspil med musikken. Farverigt og elektronisk bliver det men ikke kedeligt! Mike Sheridan er blandt de toneangivende på den elektroniske scene i Danmark, og han har tidligere komponeret musik til Alexander Kølpins “Sommerballet”. Det er første og eneste gang, man vil kunne opleve Mike Sheridans og fyrværkerimesterens værk, hvor ambitionen er at bevæge og tryllebinde gæsterne, mens sommernatten fyldes med knaldende lysbomber, sole og musik. Mike…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *