3D-kamera skal spotte syge svin

Oprettet 01/11/2011 – 12:09

Med ny millionstøtte fra EU kan Ingeniørhøjskolen i Århus sætte gang i et toårigt forskningsprojekt med fokus på at udvikle en færdig teknologisk løsning, der skal gøre det muligt at identificere syge svin i kæmpebesætninger.
I dag koncentreres svineproduktionen på færre og større brug, og antallet af dyr per besætning er steget markant over de seneste år. Det gør det sværere for landmanden at lave rutinemæssige helbredstjek af det enkelte dyr. Derfor har forskere sat sig for at lave et system med elektroniske øremærker (RFID) og 3D- kameraer, der kan overvåge dyrenes trivsel i staldene og opdage sygdom på et tidligt tidspunkt.
Kameraerne er af typen Kinect, som er kendt fra Microsofts Xbox 360 spil, og øremærketeknologien er kendt fra elektronisk mærkning af tøj til tyverisikring i butikker.
”Vi vil overvåge de mange hundrede svin i en besætning ved hjælp af RFID-udstyr i kombination med et 3D-kamera og en computer, som vi programmerer til at genkende og følge det enkelte dyrs ædemønster,” siger Torben Gregersen fra Ingeniørhøjskolen i Århus.
Systemet skal give landmanden en alarm, hvis et svin begynder at ændre sin adfærd i en grad, der overskrider en individuel grænseværdi.
”Vi ved, at hvert svin har et individuelt ædemønster, og hvis det afviger fra dette mønster, er det et tegn på, at noget er galt,” siger Torben Gregersen.
Ædemønster kan afsløre sygdom
3D-kameraerne, som anvendes i projektet, kan se i mørke, og det er derfor muligt, at følge dyrenes ædemønster døgnet rundt.
”Tanken er, at vi lagrer tidpunkt og varighed for svinenes indtagelse af foder i en database og opbygger en adfærdsprofil for det enkelte dyr i flokken. På den måde vil vi via for eksempel en sms kunne advare staldpersonalet om mistrivsel hos et dyr tidligere, end det er muligt for dem at opdage i dag gennem daglig inspektion,” forklarer Torben Gregersen.
Ingeniørhøjskolen i Århus har netop etableret en teststald syd for Bremen i samarbejde med projektets øvrige partnere fra forskningsinstitutioner i Tyskland, Belgien og Italien.
Ved at overvåge dyrenes indtag af føde forventer forskerne at kunne spotte syge dyr hurtigere og reducere risikoen for smitte og dermed økonomiske tab for landmanden.
Det kan for eksempel være et sygdomstegn, hvis et dyr æder sjældnere, end det plejer eller i kortere tid.
”Vi har et meget tæt samarbejde mellem ingeniører og biologer i dette projekt, som skal sikre, at RFID- udstyret sammen med kamerateknologien bliver egnet til at overvåge dyrenes trivsel,” siger Torben Gregersen.
Projektdeltagerne forventer, at en velafprøvet prototype på systemet er klar i 2013.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *