Alspigen inviterer til fødselsdagsfest

Oprettet 19/08/2011 – 15:06

I 60 år har Adam Fischers skulptur ”Als” – i folkemunde bedre kendt som Alspigen – prydet pladsen foran Sønderborg Rådhus. Den runde dag skal naturligvis fejres, og derfor inviteres alle morgenfriske til hendes fødselsdag lørdag den 27. august. Den holdes omkring hende – på Rådhustorvet – fra kl. 8 til 10.
Her er der en kop kaffe og et rundstykker til de første 1000, der kommer. Og fødselaren fejres behørigt med et underholdningsprogram, der rummer noget for enhver smag og alle aldre: Med klovnen Charling alias skuespilleren Allan Breckling som konferencer venter der bl.a. musik med Danfoss Orkestret, sang med både Michael Vogensen og Claus Madsen, samt en hyldestsang til Alspigen, som Sønderjysk Pigekor sørger for. Der er naturligvis også en fødselsdagstale til fødselaren – den sørger borgmester Aase Nyegaard for.
Fødselarens naboer, Torveforeningen og Sønderborg Handel, sikrer, at der også er en fødselsdags-konkurrence, hvor der er 25 gavekort på højkant. Konkurrencen kan man deltage i ved at udfylde og besvare kuponen i invitationen til fødselsdagen – og invitationerne kan man finde i Rådhustorvets cafeer, i byens butikker, på turistbureauet og i Borgerservice på rådhuset. Kuponen skal afleveres til fødselsdagsarrangementet.
Når fødselsdagsfesten slutter ved titiden, er der flere gode grunde til at blive i området, for kl. 10 skydes Byløbet 2011 i gang, og kl. 11 og 12 optræder verdensmestrene i cykling på ét hjul omkring Alspigen.
Det er en række private sponsorer, som sammen med Sønderborg Kommune sikrer, at Alspigen fejres behørigt på hendes 60 års dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *