Bilsalget i januar 2012

Oprettet 24/02/2012 – 16:59

På trods af at bilsalget satte rekord i 2011 fortsætter salget med at stige. I januar steg salget af nye personbiler med 4 procent i forhold til samme måned sidste år. Også salget af varebiler fortsætter med at vokse. Der kom i januar 1.714 nye varebiler ud på de danske veje mod 1.610 i januar 2011.
Danskerne vil fortsat gerne have nye biler. Og det i et omfang så salget – på trods af en samlet rekord i 2011 – fortsat steg i januar, set i forhold til samme måned sidste år. I alt 12.874 nye personbiler fik nummerplader på for første gang i januar.
“Bilsalget er kommet stærkt fra start i 2012 og det tyder på at den robuste markedsudvikling, som vi så i 2011 fortsætter i 2012. Vi oplever fortsat en stærk interesse blandt de private forbrugere, og der er i markedet fortsat et skarpt fokus på omkostninger og driftsøkonomi. Derfor ser vi også, at det blandt de private er de mindre modeller med god brændstoføkonomi, der driver efterspørgslen”, siger Bent Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører.
Med baggrund i det stærke januar salg, er han optimist omkring udviklingen i de kommende måneder.
“Vi forventer fortsat at markedet vil udvikle sig stabilt i 2012. Der er en stærk grundlæggende efterspørgsel, og der kommer en række nye modeller på markedet i de kommende måneder, der yderligere vi være med til at drive salget, siger Bent Mikkelsen, der dog fortsat ikke forventer at markedet vil slå rekorder igen i 2012.
Varebiler i lille fremgang
Salget af nye varebiler steg i januar med 6,5 procent i forhold til januar sidste år, og i alt kom der 1.714 nye varebiler på gaden i årets første måned. En væsentligt mindre stigning, end de tocifrede vækstrater, der prægede markedet i 2011.
“Væksten i procent er mindre, men de høje procenttal sidste år var påvirket af, at markedet kom fra et meget lavt niveau i 2010. Helt som ventet oplever vi nu en stabilisering på et mere naturligt niveau og den fortsatte fremgang tyder på, at virksomhederne stadig søger at opfylde deres transportbehov gennem investeringer i nye varebiler med lavere driftsomkostninger”, siger Bent Mikkelsen.
Stor stigning for lastbiler
I alt 428 nye lastbiler blev indregistreret i januar 2012 mod 320 lastbiler i samme måned sidste år, svarende til en stigning på 33,8 procent.
“Lastbilsmarkedet har været længere om at komme sig oven på krisen end person- og varebilerne, men med den positive udvikling vi har set sidste år, og med den betydelige stigning i januar nærmer også lastbilsmarkedet sig en stabilisering, slutter Bent Mikkelsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *