Bilsalget i november 2011

Oprettet 28/12/2011 – 09:08

Oktober måneds fald i bilsalget var en enlig svale. I november vendte danskerne tilbage til bilhusene og med hele 15.044 solgte biler, steg salget i november med 7,6 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Varebilssalget fortsatte kursen tilbage mod en normalisering efter to svage år i 2009 og 2010. I november kom 2.363 nye varebiler på gaden svarende til en stigning på 44,2 procent sammenlignet med november 2010.
Danskerne vil have nye biler. Det er den klare konklusion på tallene for salget af nye biler i november. Efter 2 års uafbrudte stigninger faldt salget i oktober, men allerede måneden efter vendte danskerne tilbage til bilhusene for fuld styrke. Med 15.044 nye biler blev personbilssalget det bedste i mere end 10 år og 2011 tegner også samlet til at blive blandt de bedste bilår nogensinde.
“Markedet har udviklet sig utroligt stærkt i november. De private forbrugere køber flere biler end sidste år og samtidig begynder firmabilssalget for alvor at fylde her sidst på året. Det ændrer også lidt på modelsammensætningen, for selvom de mindste biler fortsat udgør omkring 45 procent af salget kan vi se, at der generelt er kommet godt gang i salget af de lidt større modeller” siger Bent Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører.
Han ser med afsæt i det fine novembersalg også positivt på afslutningen af 2011. “December er traditionelt domineret af det vigtige firmabilssalg og der er klare indikationer på, at også december ender med at blive en fornuftig måned og at 2011 samlet set bliver et rigtigt godt år for bilsalget. Hvordan 2012 vil udvikle sig er derimod noget mere usikkert og afhænger bl.a. af om den økonomiske uro i resten af Europa fortsætter”, siger Bent Mikkelsen.
Varebiler vokser kraftigt
Varebilsmarkedet har udviklet sig stærkt igennem 2011 og også i november steg salget betydeligt. Der kom 2.363 nye varebiler på gaden svarende til en stigning på 44 procent sammenlignet med samme måned sidste år.
“Varebilsmarkedet er ved at finde et nyt niveau efter krisen. De private købere er grundet afgiftsomlægninger stort set væk fra markedet, men virksomhederne investerer betydeligt i nye varebiler og vi er formentlig ved at nå et niveau, der igen kan kaldes normalt efter de rigtigt kedelige år under krisen”, siger Bent Mikkelsen.
Lastbilsalget vokser
Indregistreringen af nye lastbiler steg i november med hele 45,7 procent sammenlignet med oktober sidste år. 319 nye lastbiler blev indregistreret mod 219 i oktober 2010.
“De høje procentstigninger til trods, er der ikke tale om et jubelår for lastbilssalget, men markedet er vendt tilbage til et mere normalt niveau, og vi forventer at 2012 vil føre til en yderligere stabilisering”, slutter Bent Mikkelsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *