Coop skaber ny kæde med 100 butikker

Oprettet 03/05/2013 – 09:59

I den hidtil største redningsaktion for mindre butikker i Danmark skaber Coop nu en ny kæde, der i løbet af 2013 skal bestå af 100 butikker med en samlet omsætning på en milliard kr.
Det er butikker, der vil være lukningstruede, hvis ikke der hurtigt gøres en ekstra indsats.
Kæden etableres med meget utraditionelle metoder, for hver enkelt butik bliver indrettet efter den lokale befolknings ønsker.
”Vi vil mobilisere borgerne i de 100 byer. Det sker gennem oprettelse af kundepaneler, hvor vi spørger, hvilke varer man vil have i sin butik. I modsætning til en traditionel kæde, der i høj har samme sortiment, så vil cirka 2/3 af varerne være lokale, mens den sidste tredjedel vil være fast i alle butikker,” siger kædechef Jesper K. Andersen.
De første 20 butikker er klar under navnet LokalBrugsen, som tidligere har været anvendt for mindre butikker, men nu får nyt liv. Alle butikker bygges om med ny indretning og får ny facade. De resterende ca. 80 butikker kommer til i fire bølger i løbet af de kommende 8 måneder.
”Fjernelsen af lukkeloven 1. oktober sidste år har øget presset på dagligvarebutikker i mindre byer, og mange byer risikerer at miste deres sidste forretning. I mange tilfælde er det så ikke alene dagligvarebutikken, men også det lokale apotek og posthus, der forsvinder. Byens livsnerve skæres nærmest over, og vi ved, at befolkningen vil gøre meget for at undgå at komme i den situation. Derfor mener vi, at vi har en fælles interesse med borgere over hele Danmark for at sikre disse butikker,” siger Jesper K. Andersen.
LokalBrugsen vil bestå af butikker på 100-250 kvm., hvor hovedvægten er lagt på fødevarer: Frisk frugt og grønt, brød, mejeri, kød og pålæg, suppleret med de 150 mest solgt nonfood-varer. Mange af butikkerne vil have tillægsfunktioner som post og håndkøbsudsalg. Den kommende Coop Bank vil også kunne benyttes i de LokalBrugsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *