Oprettet 15/09/2011 – 11:06
Coop Danmark A/S har påny vundet en klar sejr over den tyske producent af sko og beklædning, Puma, i Højesteret.
Sagen drejer sig om en fritidssko, som Coop solgte i foråret 2007. Puma nedlagde fogedforbud mod salget af skoen, fordi selskabet mente, at den krænkede deres mærke-rettigheder.
Højesteret har ifundet Puma skyldig i at have nedlagt ulovligt fogedforbud.
Samtidig har Højesteret fastslået, at Puma skal betale erstatning til Coop på 100.000 kr., 200.000 kr. i sagsomkostninger for Sø- og Handelsretten plus 75.000 kr. i sagsomkostninger for Højesteret. Hertil kommer cirka 65.000 kr. i renter.
”Det er en tilfredsstillende dom, som kommer knap fire år efter, at vi vandt en tilsvarende sag i Højesteret over Puma. Det er en dom, der må mane til eftertanke for de relativt få mærkevareproducenter, som med urette forsøger at undgå konkurrence og beskytte deres skyhøje avancer ved at misbruge varemærkeretten til skade for forbrugerne,” siger juridisk direktør Per Sjøqvist, Coop.
For seks år siden vandt Coop en lignende sag i Højesteret over en anden tysk varemærkeproducent, Adidas.
