Cypern endte med den danske model

Oprettet 03/04/2013 – 12:59

Det er afgørende for Venstre, at EU’s kommende regler for nødlidende banker kommer til at minde mest muligt om de danske regler på området, skriver Venstres EU-ordfører i dette nyhedsbrev.
Stilkarakteren var mildest talt ikke imponerende, da euro-landene i et kaotisk forløb inden påske blev enige om en hjælpepakke til Cypern.
Kort sagt endte Cypern med et lån på 75 mia. kr. fra euro-landene, mod at cyprioterne omstrukturerer deres opsvulmede banksektor, der er otte gange større end det cypriotiske nationalprodukt, hvilket bl.a. skyldes store indskud fra forskellige russiske oligarker.
I den sidste natteforhandling sejrede fornuften, og euro-landene droppede ideen om, at småsparerne også skulle bidrage til omstruktureringen. Helt i tråd med indskydergarantien blev beløb under 750.000 kroner friholdt. Mindst lige så afgørende var det, at det blev de store indskydere og aktionærer frem for skatteyderne, der kom til at betale regningen for redningen af den cypriotiske banksektor. Selv om Danmark, som bekendt, ikke er et euro-land, kom aftalen pudsigt nok til at minde uhyre meget om den danske model for håndtering af nødlidende banker, som vi bl.a. så det med Roskilde Bank.
Når gemytterne har lagt sig, vil Cypern-løsningen faktisk vise sig at være et godt afsæt for den bankunion, som EU-landene er ved at etablere – og som Danmark kan vælge at være med i, hvis vi ønsker det. Forhandlingerne om reglerne for nødlidende banker er endnu ikke startet, men for Venstre vil det være afgørende, at reglerne kommer til at minde mest muligt om de danske. Helt, som i Danmark, skal skatteyderne friholdes.
Og bankunionen er en hastesag. Vi må have fælles regler, der kapper båndene mellem bankerne og de offentlige budgetter, så en banksektor i krise ikke længere kan true et helt lands økonomi. Det er simpelthen ikke holdbart, at reglerne skal opfindes i sidste øjeblik. Det er måske den vigtigste lære fra Cypern, hvor de gode hensigter flere gange var ved at løbe af med politikerne, da man ikke havde klare spilleregler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *