200 elektrikere strejker mod skruebrækkere

Der er arbejdskamp i stor el-virksomhed. Elektrikere protesterer over to kolleger, der ikke er med i elektrikernes fagforening

200 medarbejdere har nedlagt arbejdet i Danmarks største el-firma Kemp & Lauritzen. Det skriver nyhedsbureauet Newspaq.

- Vi fandt ud af, at vi har to kolleger, der ikke er medlem af Dansk El-Forbund. Og efter at vi i flere uger har forsøgt at overtale dem til at melde sig ind i fagforeningen, har vi nu nedlagt arbejdet, siger elektriker Morten Rode.

De to medarbejdere kunne ikke overtales, og derfor strejker elektrikerne nu, for at få virksomheden til at sanktionere mod dem.

- Det er arbejdsgiverne, der bestemmer, hvem de vil have ansat. Ved at strejke gør vi opmærksom på, hvem vi har lyst til at arbejde med. Hvis firmaet allerede i går havde fundet noget andet arbejde til de to kolleger, så havde vi arbejdet igen i dag, siger Morten Rode.

Elektrikerne er samlet i Dansk El-Forbund afdeling i København for at afklare, hvad der skal sker i morgen.

- Umiddelbart vil jeg tro, at vi går tilbage i arbejde i morgen og giver firmaet en chance for at få løst det her problem, fortæller Morten Rode.

Men elektrikerne står fast på deres krav om, at de to ansatte melder sig ind i Dansk El-Forbund, og at firmaet finder et andet sted til dem, hvis det ikke sker.

- For os har det betydet, at vi har bevist, at vi ikke finder os i hvad som helst. Vi kræver, at vi har organiserede kolleger, fortæller Morten Rode.