20.000 små og mellemstore virksomheder ind i klimakampen

Nu udbredes Klima- og Energiministeriets store medarbejderkampagne til yderligere 20.000 virksomheder. Denne gang rettes fokus mod Danmarks små og mellemstore virksomheder, der beskæftiger 150.000 medarbejdere.
Initiativet er det seneste skud på stammen i Klima- og Energiministeriets "1 ton mindre"-kampagne, som skal få danskerne til at reducere deres personlige CO2-udledning med et ton. Indsatsen over for de små og mellemstore virksomheder gennemføres som et samarbejde mellem Klima- og Energiministeriet og Håndværksrådet.
Ifølge Håndværksrådet udgør de små og mellemstore virksomheder 97 % af alle danske virksomheder. Af disse beskæftiger Håndværksrådets medlemsvirksomheder over 150.000 medarbejdere. Det er disse mange lønmodtagere, som i den kommende tid vil stifte bekendtskab med konkrete måder at spare penge og CO2 på - både i hverdagens jobsituationer og hjemme i privatlivet.
"Det er vigtigt, at vi hver især yder en indsats for at nedbringe vores energiforbrug. Det gælder også på arbejdspladsen, hvor vi tilbringer en stor del af vores daglige liv. Og det gælder, uanset om man er ansat i en lille eller i en stor virksomhed. Derfor er vi glade for samarbejdet med Håndværksrådet om at få de små og mellemstore virksomheder med ind i klimakampen" siger klima- og energiminister Connie Hedegaard.
Får adgang til CO2-beregner
Via en særlig internetside får medarbejderne i de små og mellemstore virksomheder adgang til en CO2-beregner, hvor man får sat tal på sine egne, udvalgte besparelser - både i kroner og i kilo CO2. Herefter afgiver man et klimaløfte, hvor man det næste år lover at gennemføre en stribe konkrete handlingsændringer efter eget valg fra programmet. Samtidig deltager man i "1 ton mindre"-kampagnens løbende lodtrækninger om en stribe CO2-rigtige præmier. Initiativet er helt omkostningsfrit for virksomhederne, og det tager kun medarbejderne ganske få minutter at gennemføre programmet.
"Vi når bare ikke vores ambitiøse klimamål uden at se kritisk på, hvor og hvordan vi selv kan agere i vores egen hverdag. Klimaåret og den kommende klimakonference er med til at sætte fokus på energibesparelser overalt i samfundet, og medarbejderkampagnen giver nogle gode redskaber til energibesparelser ude i virksomhederne. I praksis er der et enormt potentiale i at implementere lavteknologiske løsninger i den eksisterende boligmasse, og derfor holder Håndværksrådet selv en klimakonference i september under temaet "Low technology - high implementation," siger Håndværksrådets administrerende direktør Paul Mollerup.
"Sidste år skrev jeg til Danmarks 10.000 største virksomheder og opfordrede dem til at blive en del af Medarbejderkampagnen. Resultatet var særdeles positivt; flere end 1.000 virksomheder deltog i medarbejderkampagnen, og 45.000 medarbejdere afgav et klimaløfte. Det viser, at man som ansat i en virksomhed også er villig til at ændre sine daglige vaner og dermed medvirke til at nedbringe Danmarks CO2-udledning", forklarer Connie Hedegaard.
Klimakampagnen "1 ton mindre" fortsætter indtil udgangen af 2009 med øget fokus på de store potentielle CO2-besparelser på boligområdet. Indtil nu har 78.000 danskere afgivet et klimaløfte og forpligtet sig til en samlet besparelse på over 104.000 tons CO2.

Oprentlig dato: 

2009-02-16 13:34:27 +0200