455.000 kr. TIL SKYD EN BOG

Lommefilm i Århus står bag et nyt projekt for skolebørn fra 5. – 10. klasse, som har til formål at stimulere og motivere læselysten gennem brugen af elevernes mobiltelefoner.
Eleverne skal med deres mobiltelefoner filmatisere og optage anmeldelser af udvalgte bøger og på den måde tilbydes en ny tilgang til læreprocessen og efterbehandlingen af læste bøger. Projektet munder ud i en hjemmeside med inspiration, film, undervisningsmaterialer samt elevernes egne film. Det hele afsluttes med en stor event, der vil præsentere og præmiere elevernes bedste produktioner.
Kulturminister Carina Christensen støtter med 455.000 kr. og udtaler:
”Vi skal vække børn og unges lyst til at læse, forstå og fortolke bøger på en sådan måde, at bøgerne giver mening for dem. Skyd en bog er spændende og nytænkende, fordi projektet giver børn og unge mulighed for at udtrykke sig igennem velkendte kommunikationsmidler, som eksempelvis mobiltelefonen og Internettet. På en ny og moderne måde kan børn og unge opdage og udforske de mange potentialer der findes i litteraturens verden.”
Skyd en bog er ét ud af de ti nye projekter for børn og unge, som støttes af Regeringens kampagne Læselyst. En kampagne som har fokus på at gøre det sjovt for børn og unge at skrive og læse. Kampagnen sker som led i det Læselystprogram, som Kulturministeriet, Undervisningsministeriet og Velfærdsministeriet er fælles om i 2008-2010.
Der uddeles 2 mio. kr., som fordeles mellem de forskellige litterære projekter for unge og læselystaktiviteter for skolebørn.

Oprentlig dato: 

2009-04-07 20:02:37 +0200