EDB Gruppen A/S: Købstilbud

Redegørelse fra EDB Gruppen A/S' bestyrelse om pligtmæssigt købstilbud af 26. august 2008 fra Cidron IT A/S
EDB Gruppens bestyrelse har vedtaget en redegørelse om det af Cidron IT A/S
udsendte pligtmæssige tilbud i forbindelse med deres overtagelse af
aktiemajoriteten i EDB Gruppen A/S. Redegørelsen svarer til den redegørelse,
der blev udsendt i forbindelse med Cidron IT A/S frivillige tilbud.
Selskabets bestyrelse har i den forbindelse præciseret udbyttepolitikken,
således at såfremt Selskabet forbliver børsnoteret, vil der ikke blive udbetalt
et ekstraordinært udbytte i forbindelse med, at Cidron IT A/S er blevet ny
hovedaktionær. Samtidig forventer bestyrelsen at bibeholde den hidtidige
udbyttepolitik, således som den har været forud for Cidron IT A/S' erhvervelse
af aktiemajoriteten i selskabet.
På baggrund heraf har bestyrelsen enstemmigt, idet Cidrons 3 repræsentanter i
bestyrelsen har afstået fra at deltage i behandlingen af tilbuddet og
bestyrelsens holdning til dette, besluttet at anbefale aktionærerne at
acceptere Købstilbuddet fra Cidron IT A/S.