Fri data til iPhone-kunderne

Fra 1. november forsvinder den tidligere 300 MB grænse på iOn-abonnementet, så iPhone- kunderne for fremtiden får fri data inkluderet i deres abonnement
iPhone entusiasterne kan fra 1. november bruge løs af iPhonens mange muligheder, uden at skulle være nervøse for en høj regning. Nu inkluderer Telias iOn-abonnement nemlig fri data. Månedsprisen forbliver den samme.
Abonnementet skal ikke føles som en begrænsning
Efter lanceringen har Telia konstateret, at under 1 procent af iPhone-kunderne reelt har brugt mere end de 300 MB, der tidligere var inkluderet i abonnementet. Alligevel har Telia fået massiv kritik for 300 MB-grænsen.
Efter den massive kritik fra iPhone-entusiasterne inviterede Telia en række af de aktive iPhone-fora ind til en snak om, hvordan fremtiden skulle se ud for iPhonen i Danmark. Et af de væsentligste punkter i samtalen var følelsen af at blive begrænset i sit forbrug, og derfor var det en af de første ting Telia begyndte at arbejde på at ændre.
”I vores snak med iPhone-brugerne fandt vi ud af, at det her ikke drejede sig om, hvor meget brugerne reelt brugte af data, men om at de følte, at dét, at der overhovedet var en grænse for deres dataforbrug, var en barriere for dem. Det har vi selvfølgelig lyttet til, og derfor giver vi nu iPhone-kunderne fri data, eller iSurf som vi kalder det,” siger Jesper Brøckner, adm. direktør for Telia.
Fri data skal være en fordel for alle
Der har endnu ikke været et tilfælde, hvor enkelte kunders massive forbrug er gået ind og har ødelagt andre kunders netværksoplevelse. Men skulle det ske, har Telia muligheden for at reagere og tage kontakt til den pågældende kunde.
”Vi er opmærksomme på, at enkelte kunders massive forbrug ikke skal forhindre andre kunder i at bruge vores netværk. Viser det sig, at den ene kundens forbrug går ud over andre kunder, så tager vi en snak med den pågældende kunde,” forklarer Jesper Brøckner.
Reagerer kunden ikke på Telias henvendelser, så har Telia muligheden for at lukke for kundens abonnement. Det har dog aldrig været nødvendigt overhovedet at tage kontakt til en af Telias kunder på grund af massivt dataforbrug.
Som Telia iOn-kunde får man automatisk iSurf i abonnementet uden at skulle foretage sig noget. Kunder, der har en iPhone med et andet abonnement end iON, får ikke iSurf. Fri data gælder i Danmark, men kan ikke tilbydes på udlandsrejser.

Oprentlig dato: 

2008-11-04 15:11:58 +0200