I godt selskab

Floradania har opfordret Claus Dalby til at give sit bud på, hvordan han bruger potteplanter. Den kendte havemand og forfatter tog imod opfordringen, og her er hans bud.

Om sine tanker og ideer fortæller Claus Dalby:

Fra én til flere
- Når jeg sætter planter sammen, handler det ikke kun om farver, men også om former og strukturer. Og det hvad enten det er i et bed, i krukker eller i vaser. Ofte tager jeg udgangspunkt i én plante og lader mig inspirere af den.

- I bund og grund synes jeg, at enkeltstående planter er kedelige. De skal sættes sammen, så de kommer i godt selskab.

Purpur og blå
- I dette tilfælde tog jeg udgangspunkt i den nye hortensia ’Deep Purple’, der med sine purpurfarvede blomster er noget helt særligt. Midten i hver blomst er smuk blå, og derfor valgte jeg en Campanula som pendant.

Vilter og grå
- Jeg holder rigtig meget af løvplanter, og en af mine favoritter er Trifolium, fordi den med sin lidt viltre vækst og sine smukke blade er en dejlig potteplante. Valget faldt på ’Dragons Blood’, fordi bladenes purpurfarvede chatteringer er et oplagt match til hortensiaen.

- I Trifoliumbladene er der også lidt gråt, så derfor valgte jeg også Orostachys iwarenge, der på dansk hedder noget så opfindsomt som kinesisk narrehat. Det er en sukkulent med en fin hængende vækst.

Fin komposition
- Det er værd at bemærke, at de fire planter er meget forskellige, hvad angår vækst og størrelser. Dette er med til at skabe en fin komposition.

Levende stilleben
- Jeg holder meget af at bruge potter i naturlige materialer – her lyst terracotta-ler og beton. Potterne udvælger jeg med omhu, og jeg bruger som regel forskellige, fordi det giver et mere spændende udtryk. Ved at placere potterne side ved side på en bakke har jeg skabt et lille stilleben, hvor planterne hver især giver noget til hinanden.