Skyd ikke på direktivet eller Domstolen

- Udstationeringsdirektivet skal der ikke pilles ved. Det er derimod medlemslandenes implementering, der skal gås efter i sømmene. Det er hovedessensen i udtalelsen, som Europa-Parlamentet i dag vedtog om kollektive aftaler i EU. Udtalelsen kommer i kølvandet på de medieomtalte domme Laval, Viking og Rüffert, som i nogles øjne har sat spørgsmålstegn ved retten til at konflikte, siger Venstres gruppeformand i Europa-Parlamentet og medlem af Beskæftigelsesudvalget, Anne E. Jensen.
- Dagens afstemning er helt i tråd med, hvad man gjorde i Danmark. Her nedsatte Beskæftigelsesministeren et udvalg, der skulle udrede dommens betydning for den danske arbejdsmarkedsmodel. Og konklusionen var klar: 9 linjers lovtekst, der gennemfører udstationeringsdirektivet i Danmark, sikrer fagforeningernes ret til at konflikte, så udstationerede får overenskomstvilkår, der er helt sædvanlige på det danske arbejdsmarked. Til gengæld skal disse vilkår være helt klart beskrevet for den udenlandske arbejdsgiver.
- Så skyd ikke på direktivet eller Domstolen, men se derimod på medlemslandenes implementering. Endelig kan man kun ønske , at Lissabon-traktaten snart bliver vedtaget. Traktaten betoner nemlig konfliktretten yderligere og yder dermed større beskyttelse for arbejdstagerne.