De politiske kampagner er intensiveret

Oprettet 08/09/2011 – 12:06

Slutspurten er sat ind, og det er nu tydeligt at se, hvor tendenserne i årets valgkampagner er gået. Ethvert parti eller kandidat med respekt for sig selv har profileret sig digitalt gennem Facebook, Twitter, YouTube, Vimeo m. fl. Men den digitale tendens er kun ét middel blandt mange andre reklamemidler, for der skal meget til for at komme igennem til de potentielle vælgere. Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, DRRB og et mediebureau giver deres bud på, hvad det er for mekanismer, der ligger bag årets valgkamp.
Der er sket meget siden dengang, hvor politikere stod på ølkasser og proklamerede deres valgløfter, eller de primært gik rundt blandt folk og delte alt ud lige fra kaffe til røde roser. I dag finder valgkampen sted både inde og ude, i det offentlige rum, og hjemme i vores dagligstuer. Og mediebureauerne melder, at kampagnerne i den grad er intensiveret, de dukker op både i de traditionelle kanaler som ’out door’-reklamer på gader og bygninger, i trykte annoncer i medier og flyers, som lander i danskernes postkasser, politikerne stemmer dørklokker – og kampagnerne suppleres i den grad af digitale aktiviteter.
Digitalisering giver øget tempo
”Det interessante ved årets valgkamp er, at de digitale aktiviteter foregår side om side med de brede offline medier som fx dagblade og outdoor. De traditionelle kanaler er stadig utroligt vigtige, fordi de på meget kort tid kan bringe partiernes mærkesager ud til vælgerne. Men selve den politiske debat og den egentlige valgkamp er i dag en helt anden og langt mere dynamisk proces end tidligere. I takt med den hastige udbredelse af digitale medier kæmpes valgkampen ikke længere fra dag til dag, men fra time til time. De digitale medier opdateres døgnet rundt, og det stiller helt andre krav til partiernes strategi, kompetencer og beredskab,” siger adm. direktør Peter Gottfredsen fra mediebureauet Omnicom Media Group, som i perioden op til dette års valgkamp har oplevet en støt stigende interesse for de digitale og sociale medier.
De sociale medier bringer politikerne ind i dagligstuen
Dertil kommer, at de sociale medier åbner muligheden for en direkte dialog med vælgerne og mellem vælgerne. Det har på den ene siden åbnet op for en masse muligheder for partierne for at komme i dialog, men samtidig har det gjort vælgerne mere magtfulde, fordi de har lettere adgang til at være en aktiv part i den politiske debat. Der foregår med andre ord et gigantisk vælgermøde hver dag i de digitale medier, hvad enten politikerne vil det eller ej, og derfor kan partiernes evne til at håndtere de digitale medier blive helt afgørende for en valgkamp.
”Virksomheder såvel som politikere har forstået, at en meget involverende vej ind i danskernes dagligstue går igennem dialogen med vælgerne over de sociale platforme. Man kan sige, at de sociale medier som fx Facebook, Twitter, You Tube eller Vimeo er blevet en 2011-version af den gammelkendte ølkasse-platform. Og en udtalt fordel ved de sociale, digitale kanaler er, at hvis man er dygtig nok, kan det ende med at ’læserne’ agerer ambassadører for ens sag, og på den måde selv aktivt spreder budskabet viralt i form af fx links. Hvilket er fuldt ud lovligt, så længe vælgerne frivilligt og af egen drift spreder de politiske budskaber, ” siger Tina Bøggild fra Dansk Erhverv.
Sociale medier, kold kanvas – alle kneb gælder
Med selvom de sociale medier i dette års valgkamp spås en stor rolle, så er de kun et supplement til de øvrige reklamekanaler, som altid har eksisteret. Politikere sender stadig valgmateriale ud i folks postkasser, de har valgplakater på gaderne, de indrykker valgannoncer i dagbladene, og i år er politikerne også ude og stemme dørklokker for at nå tvivlerne, hvilket man også har set i den britiske og amerikanske valgkamp.
Ifølge advokat i Dansk Erhverv, Tina Bøggild er det lovligt at benytte sig af kold kanvas i denne situation, da politikerne ikke er omfattet af forbuddet mod dørsalg efter forbrugeraftaleloven. De sælger nemlig ikke en fysisk vare, men politikerne må selvfølgelig respektere et nej og gå, hvis vælgerne ikke ønsker deres besøg.
Der spilles på alle tænkelige tangenter
Alt i alt er årets valgkampagner intensiveret, og der spilles på alle tænkelige tangenter. Det skyldes bl.a. en differentiering af målgrupper, fx er den ældre generation er svær at nå gennem de sociale medier, som også kræver mange mandetimer, fx at politikerne virkelig er til stede på platformen og opdaterer profiler og er i dialog med vælgerne. Derfor kræver en seriøs tilgang til de sociale medier, at politikerne svarer og kommenterer på spørgsmål ad hoc, og ofte kræver det også, at de følger andre politikere på de samme medier.
”Der er ingen tvivl om, at vi vil se alle reklamekanaler blive brugt i valgkampens hede, og at de politiske kampagner er intensiveret både i form og tempo, da politikerne har fået flere tangenter at spille på i kapløbet om at komme…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *