DONG Energy køber andel i de to første projekter i SMart Wind’s Hornsea zone

Oprettet 16/12/2011 – 18:08

DONG Energy har købt en andel på 33,3% i de to første havmølleparkprojekter i
Hornsea-zonen af SMart Wind, et 50/50 joint venture mellem Mainstream Renewable
Power og Siemens’ Financial Services Unit, repræsenteret ved Siemens Project
Ventures GmbH. Projekterne, Heron Wind Ltd og Njord Ltd., har en potentiel
samlet kapacitet på op til 1 GW.
Købesummen er aftalt til ca. GBP 15 mio. for en andel på 33,3% i projekterne,
med forkøbsret til de resterende 66,7% af aktierne til en fast markedspris.
DONG Energy har derudover erhvervet forkøbsret til yderligere 1 GW i
Hornsea-zonen.
DONG Energy’s arbejde med at modne disse projekter vil basere sig på SMart
Winds eksisterende partnerskaber med Siemens Wind Power og Siemens
Transmission.
Den britiske energiminister Chris Huhne byder aftalen mellem DONG Energy og
SMart Wind velkommen:
”Der er store økonomiske gevinster at hente fra havmøller som et centralt
element i den grønne økonomi. Det kan sikre investeringer og støtte
arbejdspladser og vækst. Jeg glæder mig over, at DONG Energy, en stor global
aktør, fortsætter sit engagement i den britiske havvind med disse projekter ud
for østkysten af England. Dette er endnu en tillidserklæring til
Storbritannien, som verdens største marked for havvind, med den største
pipeline af projekter frem mod år 2020.”
“Deltagelse i Runde 3 er et naturligt skridt for DONG Energy i betragtning af
vores førerposition inden for offshore vind og vores eksisterende aktiviteter
og fokus på det britiske marked. Hornsea er en attraktiv zone og aftalen med
SMart Wind giver DONG Energy adgang til udviklingsprojekter, der går hånd i
hånd med vores projektpipeline på mellemlangt sigt”, siger Anders Eldrup,
administrerende direktør i DONG Energy.
Mainstream’s administrerende direktør Eddie O’Connor siger: “Mainstream har i
dag havmølleparkprojekter på over 7,5 GW under udvikling i hele Europa og denne
transaktion er et klart eksempel på værdien af vores forretningsmodel for
offshore vind. Vores ekspertise består i at sikre de bedste placeringer, lede
projekterne igennem den komplekse udviklingsproces og derefter involvere
langsigtede ejere, når tiden dertil er moden. DONG Energy er en fortrinlig
partner og jeg ser frem til at fortsætte vores positive samarbejde.”
Han fortsætter: “Mainstream fortsætter samarbejdet med den britiske og den
tyske regering med henblik på at gøre Europa selvforsynende ved at udnytte den
enorme ressource, som vores offshore vindkraft udgør.”
”Denne investering er et logisk skridt i retning af en yderligere styrkelse af
Siemens miljømæssige portefølje, og giver endnu et godt eksempel på
kombinationen af bæredygtige teknologier og økonomisk effektivitet”, siger
Wolfgang Bischoff, der er ansvarlig for europæiske energiprojekter hos Siemens
Financial Services. “Vi tager med glæde imod DONG Energy som en betroet partner
i det team, som vil hjælpe os med at holde tempoet i udvikling og
implementering af projektet.”
Hornsea er én af 9 zoner, der er under udvikling i havet omkring Storbritannien
som led i 3. runde udbudt af The Crown Estate. Mainstream Renewable Power og
Siemens Project Ventures etablerede SMart Wind i 2009 med henblik på at gøre
zonen driftsklar inden 2020. I oktober 2011 installerede SMart Wind med succes
den første meteorologiske mast som led i 3. runde og i november meddelte SMart
Wind, at man havde sikret nettilslutning for den anden GW i zonen. Zonen kan
potentielt rumme havmølleparker med en samlet kapacitet på 4 GW og vil dermed
producere nok strøm til at dække 4% af Storbritanniens samlede elforbrug,
svarende til ca. 3 millioner husstandes elforbrug.
Indholdet af denne meddelelse ændrer ikke DONG Energy’s tidligere udmeldte
forventninger til det finansielle resultat for regnskabsåret 2011 eller det
forventede investeringsniveau.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *