Efteråret 2026 på Kunsthal Charlottenborg: Når kunst, natur og historie flettes sammen

Tre markante kunstnerskaber sætter retningen for sæsonen, når Efteråret 2026 på Kunsthal Charlottenborg åbner med nyproducerede installationer, analoge fotografier og researchbaserede videoværker. Fællesnævneren er et skarpt blik på forholdet mellem mennesker, natur, viden og de strukturer, der former vores samtid – fra biologiske processer i kroppens mindste skala til geopolitiske magtspor på tværs af kontinenter.

Tre soloudstillinger – ét samlet blik på verden

Programmet samler danske og internationale kunstnere, der alle arbejder i krydsfeltet mellem kunst, forskning og samfund:

• Amalie Smith (DK) præsenterer sin hidtil mest omfattende soloudstilling med skulpturelle installationer og lydværk.
• Jochen Lempert (DE) får sin første soloudstilling i Danmark med analoge sort-hvide fotografier skabt over mere end tre årtier.
• Som Supaparinya (TH) viser sin første soloudstilling i Skandinavien med videoinstallationer og researchbaserede værker om infrastruktur, magt og erindring.

Sammen skaber de tre udstillinger et forløb, hvor livets materielle spor, naturens rytmer og historiens aftryk foldes ud som nye måder at forstå vores forbindelse til verden på.

Ny foyer: Kunsthallens ankomstområde gentænkes

Samtidig med udstillingsåbningen indvier Kunsthal Charlottenborg en ny foyer udviklet i samarbejde med arkitektkontoret Atelier Axo. Transformationen er mere end en æstetisk opdatering. Den er tænkt som et aktivt greb i institutionens måde at møde publikum på:

• ankomstområdet åbnes og gøres mere inviterende
• rummet skal understøtte uformelle møder mellem publikum, kunstnere og ansatte
• overgangen fra byrum til udstillingsrum gøres mere flydende og sanselig

Den nye foyer er dermed en fysisk forlængelse af udstillingsprogrammets fokus på forbindelser: mellem krop og rum, mellem viden og oplevelse, mellem institution og omverden.

Amalie Smith: Levende – livets spor i tekstil, keramik og lyd

En totaludstilling om det at være levende

Den danske billedkunstner og forfatter Amalie Smith (f. 1985) indtager Kunsthal Charlottenborgs nordfløj med Levende, hendes mest omfattende soloudstilling til dato. Alle værker er nyproducerede og skabt specifikt til stedet, hvilket gør udstillingen til et vigtigt nedslag i et kunstnerskab, der allerede har markeret sig stærkt både litterært og billedkunstnerisk.

Smiths udstilling kredser om livets tilblivelse og de materielle processer, der følger i kølvandet på det levende. I stedet for at beskrive livet abstrakt, arbejder hun med konkrete spor, mønstre og aflejringer – som om hun lagde verden under mikroskop.

Hybride montrer som laboratorier

Kernen i udstillingen er en række store montrer, der fungerer som skulpturelle laboratorier. Her sammensætter Smith hybride skulpturer af tekstil, keramik, naturmaterialer og hverdagsgenstande. De forskellige materialer får lov at gnide sig op ad hinanden: blødt mod hårdt, organisk mod industrielt, skrøbeligt mod robust.

Netop den sammenstilling åbner for flere lag:

• Materiel dybde: Tekstil og keramik trækker tråde til både håndværkstraditioner og kropslig erfaring, mens naturmaterialer og hverdagsobjekter forankrer værkerne i genkendelige, jordnære referencer.
• Videnskabelig tænkning: Montrerne mimer laboratoriets logik, men i stedet for at stræbe efter neutralitet gør de sanselighed og subjektiv erfaring til en del af undersøgelsen.
• Krydsfelt mellem natur og kunstigt liv: Ved at lade naturmaterialer møde potentialet i kunstigt liv og teknologi peger Smith på de glidende overgange mellem det biologiske og det konstruerede.

Resultatet er værker, der både kan læses som poetiske tableauer og som forskningsstationer, hvor livets materialitet stilles åbent til skue.

Lyd som gennemgående åndedrag

Et gennemgribende lydværk binder udstillingen sammen som et usynligt lag. Lydens rolle er ikke blot baggrund, men et aktivt greb i, hvordan publikum oplever rummet: rytmer, stemninger og frekvenser kan føles næsten kropslige, som et fælles åndedrag, der følger én gennem montrer og installationer.

Her viser Smith en af sine væsentlige styrker: evnen til at lade litterær, teoretisk og sanselig tænkning smelte sammen. Hendes tværdisciplinære praksis gør det muligt at undersøge ”det levende” på tværs af tid – fortid, nutid og fremtid – uden at reducere det til én bestemt videnskabelig eller filosofisk forklaring.

Deep insight 1: Kunst som alternativ biologi

En af de mest interessante dimensioner ved Levende er, hvordan udstillingen fungerer som en form for alternativ biologi. Hvor laboratoriet typisk søger generaliserbar viden, insisterer Smith på det partikulære: et bestemt materiale, en særlig farvetone, en enkel genstands historie. Det giver et skifte i perspektiv:

• fra liv som noget, der måles og kategoriseres
• til liv som noget, der opleves, erindres og indlejres i materie

Det er netop i dette skifte, at samtidskunsten kan åbne nye forståelser af menneskets plads i naturen – ikke som hersker, men som én organisme blandt mange.

Jochen Lempert: Langsomme fotografier af naturens mønstre

Biologen, der blev fotograf

Den tyske kunstner Jochen Lempert (f. 1958) har gennem mere end tre årtier udviklet en særegen fotografisk praksis, der springer direkte ud af hans baggrund som biolog. I sin første soloudstilling i Danmark præsenterer han analoge sort-hvide fotografier, hvor naturens detaljer og mønstre bliver afsæt for stille, men præcise undersøgelser af hverdagen.

Hans værker er konsekvent lavmælte. Ingen stærke farver, ingen spektakulære iscenesættelser. I stedet finder Lempert motiverne dér, hvor de fleste ikke kigger: i lysfald, bladformer, reflekser, skygger, dyr i bevægelse, frugter på en gren, strukturer i byens overflader.

Serier, rytmer og forbindelser

Fotografierne præsenteres ofte i grupperinger, hvor forbindelser gradvist træder frem, når øjet får tid:

• planter spejler sig i menneskeskabte strukturer
• dyrekroppe og menneskekroppe deler uventede bevægelsesmønstre
• objekter og landskaber knyttes sammen via lys, form eller overfladestruktur

Det er i disse serier, at Lemperts baggrund som biolog bliver tydelig: han arbejder næsten som en feltforsker, der samler visuelle observationer over tid og sted for at lade små variationer og gentagelser tale.

Deep insight 2: Fotografi som øvelokale for opmærksomhed

Udstillingen fungerer som et træningsrum for opmærksomhed. I en kultur præget af hurtig billedkonsum kræver Lemperts værker det modsatte: langsomhed, gentagen betragtning, villighed til at lade blikket hænge ved det tilsyneladende ubetydelige.

Det har flere konsekvenser:

• Ændret tidsfornemmelse: Publikum oplever, at tempoet sænkes, og at små forskydninger i lys eller struktur pludselig bliver dramatiske.
• Omlæring af blik: Hverdagsmotiver, som normalt filtreres væk, træder frem som bærere af viden om både natur og kultur.
• Etik i mødet med naturen: Den respektfulde, langsomme registrering antyder en anden måde at forholde sig til naturen på end ren udnyttelse – en form for stille medborgerskab i det mere-end-menneskelige fællesskab.

At Lempert er repræsenteret i samlinger som Centre Pompidou i Paris og Museum of Modern Art i New York understreger, at denne lavmælte praksis har fået markant international gennemslagskraft.

Som Supaparinya: Reroute – infrastruktur, magt og oversete landskaber

Geopolitiske spor i Sydøstasien

Den thailandske billedkunstner Som Supaparinya (f. 1973) får med Reroute: sin første soloudstilling i Skandinavien. Her samler hun en række nyere værker, der undersøger, hvordan infrastruktur, landskaber og politiske alliancer former kollektiv erindring og fortsat påvirker samfund og økosystemer i Sydøstasien.

Supaparinya arbejder primært med videoinstallationer og researchbaserede formater. Hun graver i oversete steder og skjulte historier – vandkraftværker, energiinfrastruktur, grænseområder, monumenter og industri – og viser, hvordan fortidens beslutninger afsætter sig fysisk i nutidens landskaber.

Landskabet som arkiv over magt

Et centralt greb i hendes praksis er at læse landskabet som et arkiv:

• floder, der er blevet opdæmmet eller omdirigeret
• jernbaner, veje og transmissionslinjer, der binder regioner sammen – eller holder dem adskilt
• områder, hvor konflikter og politiske alliancer stadig er synlige i terrænet

Supaparinya er internationalt anerkendt for netop disse undersøgelser af forholdet mellem geografi, historie og magt. I Reroute: bliver disse relationer oversat til sanselige rum, hvor billeder, lyd og tekst gør abstrakte politiske strukturer konkrete og kropsligt mærkbare.

Deep insight 3: Infrastruktur som usynlig fortæller

Et af udstillingens mest vidtrækkende perspektiver er, hvordan den gør infrastruktur til en aktiv fortæller om vores samtid. Veje, dæmninger, energinet og havne fremstår ofte tekniske og neutrale, men Supaparinya viser, at de er dybt politiske:

• De fordeler ressourcer og risiko mellem centrum og periferi.
• De skaber vinder- og taberzoner – både socialt og økologisk.
• De kan cementere historiske uligheder, længe efter at konflikter formelt er afsluttet.

Ved at rette blikket mod disse strukturer inviterer udstillingen publikum til at se på deres egne omgivelser med nye øjne. For selv om fokus er Sydøstasien, er spørgsmålet universelt: Hvilke infrastrukturer former vores hverdag – og hvem har besluttet, at de skal se ud, som de gør?

Udstillingen er kurateret af Natalie Keppler og er et vigtigt pejlemærke for, hvordan nordiske institutioner kan arbejde mere konsekvent med globale perspektiver, uden at reducere komplekse regionale historier til simple cases.

Et efterår, der binder tråde mellem natur, krop og politik

Sæsonen på Kunsthal Charlottenborg er kurateret, så de tre udstillinger ikke blot står side om side, men reelt taler sammen. Tilsammen skaber de en række overlappende tematiske baner:

• Livets materielle spor: Hos Amalie Smith i form af skulpturelle aflejringer, hos Lempert som lys og struktur i fotografiet, hos Supaparinya som fysiske ændringer i landskabet.
• Forbindelser mellem menneske og natur: Biologi og krop bliver et fælles referencepunkt – fra det mikroskopiske i Smiths montre til det mere end-menneskelige i Lemperts billeder og de økologiske omkostninger i Supaparinyas værker.
• Strukturer, der former samtiden: Videnskab, infrastruktur, geopolitik og kunstinstitutionen selv sættes i spil som systemer, der både muliggør og begrænser.

Her ligger sæsonens måske mest markante greb: Kunstnerne peger ikke blot på problemer eller fænomener, men viser, hvordan vores forståelse af verden altid filtreres gennem konkrete materialer, billeder og rum. Det er netop dér, kunsten kan noget, som hverken rapporter eller statistikker kan – den gør abstrakte sammenhænge sanselige.

Praktisk: Datoer, sted og planlægning af besøg

Alle tre udstillinger kan opleves i samme periode, så det er oplagt at afsætte tid til et samlet besøg.

Udstillingsperiode og åbning

• Sæsonperiode: 26. september 2026 – 21. februar 2027
• Sæsonåbning: 25. september 2026
• Sted: Kunsthal Charlottenborg, Kongens Nytorv 1, 1050 København K

Med den nye foyer som ankomstpunkt kan besøget med fordel planlægges, så der er tid til pauser mellem udstillingerne – ikke mindst fordi både lydværker, videoinstallationer og fotografiske serier vinder ved langsom fordybelse.

Sådan får du mest ud af besøget

• Start i den nye foyer og orientér dig i sæsonprogrammet, inden du går ind.
• Sæt god tid af til Amalie Smiths montre og lydværk – detaljegraden indbyder til at gå flere runder.
• Besøg Jochen Lemperts udstilling med telefonen i lommen og lad øjnene omstille sig til langsommere tempo.
• Afslut hos Som Supaparinya og lad de geopolitisk forankrede værker kaste nyt lys over, hvordan infrastruktur og magt også former vores egne byrum.

Udstillingerne støttes generøst af en række danske og internationale fonde, herunder A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, DAAD Artists-in-Berlin Program, Det Obelske Familiefond, Lemvigh-Müller Fonden, Ny Carlsbergfondet og Statens Kunstfond. Det understreger, at satsningen er tænkt som en markant, langsigtet investering i samtidskunsten.

Planlæg dit besøg til sæsonåbningen

Efteråret 2026 på Kunsthal Charlottenborg markerer en sjælden mulighed for at opleve tre gennemarbejdede soloudstillinger, der hver især giver dyb indsigt i liv, natur og politiske strukturer – og samtidig åbningen af en ny foyer, der sætter scenen for kommende års møder mellem publikum og kunst.

Hold øje med kunsthallens program for artist talks, omvisninger, filmvisninger og andre arrangementer, der typisk lægges i forlængelse af udstillingerne. De kan give ekstra perspektiv på både de kunstneriske processer og de forsknings- og samfundsmæssige temaer, der ligger bag værkerne – og gøre et enkelt besøg til en hel sæsonoplevelse.