Efterårsferie på Danmarks Industrimuseum

Oprettet 06/10/2011 – 12:06

I efterårsferien er der som sædvanlig masser på programmet for børn i alle aldre og deres forældre og bedsteforældre.
Find Georg Gearløs og Obelix
Gå på jagt på hele museet efter 10 tegneserier og svar på spørgsmålet ved hver af dem. Kan du svare rigtigt på alle, venter en lille præmie. Bagefter kan du nå at opleve museets store tegneserieudstilling, som synger på sidste vers. Her er alt om tegneserier lige fra Tintin og Superman til Anders And og Manga. I udstillingen er der også indrettet et sted til dig, der gerne selv vil prøve at tegne som de store mestre.
Quiz på din smartphone!
Tag din eller dine forældres smartphone med på museet. Med den i hånden kan du rundt i arbejderboligerne scanne dig til en quiz, hvor du bliver testet, om du kan træffe de rigtige valg i livet som barn i gamle dage. Du kan også bruge din smartphone til at blive klogere på gamle dage.
Tid og fortællinger
Vælg en cykel, kør rundt i ring og se, hvad skyggerne danner. ”Tid og fortællinger” er en stor kunst-installation, hvor man på tre forskellige cykler selv kan deltage. Cyklerne sætter gang i flere fantasifulde skyggespil, og imens man tramper, kan man tænke over, hvad tid er for en størrelse.
Mød Modeldampklubben lørdag d. 15. oktober
Ren fornøjelse for drengerøve, små som store. 20 udstillere fra Modeldampklubben demonstrerer deres fine maskiner og bidrager til en rigtig hyggelig dag, for dem der kan lide at lege med dampmaskiner i miniformat.
I år deltager Modeldampklubbens 45 mm gruppe – de små tog – med et flot arrangement af tog, som kører rundt i bord- og sehøjde, så de besøgende kan nyde alle detaljerne.
Yderligere tre særudstillinger
Herudover kan man selvfølgelig opleve resten af museet og udover de to særudstillinger med tegneserier og Tid og Fortællinger, har museet yderligere tre særudstillinger, ”Sparekassernes sociale ansvar”, ”Tekstilindustriens bygninger i billeder” samt ”Fra vadmel til workwear”.
Levende udstillinger
Museets værksteder, bank mv. vil også være bemandet i efterårsferiens hverdage. Med efterårsferien lukker Danmarks Nimbus Tourings Museum også ned for i år. Det sker med maner, idet Nimbusmuseet er åbent alle dage fra den 15. til den 23. oktober fra kl. 11 til 16.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *