Eggert og Spellerberg ude af Super Cup

Oprettet 30/10/2011 – 18:07

Anders Eggert og Bo Spellerberg må melde fra til den prestigefyldte Super Cup
Landstræner Ulrik Wilbek har desværre måtte modtage yderligere afbud de seneste dage i forbindelse med landsholdets deltagelse i den traditionelle Super Cup i Tyskland den kommende uge.
Både Lasse Boesen og Lars Christiansen har allerede meldt afbud, og nu må Anders Eggert stå over på grund af en forstrækning i baglåret, mens Bo Spellerberg ikke kan deltage grundet en forstrækning i nerven. Samtidig er Rene Toft Hansen tvivlsom til kampene.
“Rene tager med til Super Cuppen for at genoptræne, og måske kan han bidrage med noget om lørdagen og søndagen,” siger Ulrik Wilbek.
Bo Spellerberg bliver erstattet af en holdkammerat, idet KIF Koldings rutinerede Anders Oechsler har modtaget en indkaldelse til Super Cuppen.
“Jeg udtager først endnu en venstre fløj søndag aften i stedet for Anders Eggert,” siger Ulrik Wilbek, som i øvrigt påpeger, at man år efter år oplever, at spillerne får skader på netop dette tidspunkt af året.
“Alle spillerne har trænet deres muskulatur op i august og september måned, men deres ligamenter har ikke nær samme styrke og med en masse kampe på programmet netop nu, opstår problemet desværre ganske hyppigt,” konstaterer landstræneren.
Program Super Cup
Berlin 3/11 18.40: Tyskland – Danmark (vises på TV2 Sport)
Hannover 5/11 16.10: Danmark – Spanien (vises på TV2)
Halle/Westfalen 6/11 17.25: Danmark – Sverige (vises på TV2)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *