Electropop-bandet Retro Stefson danser løs i VEGA

Oprettet 07/01/2013 – 11:59

VEGA og Beatbox præsenterer
Electropop-bandet Retro Stefson danser løs i VEGA
Islandske Retro Stefson indtager den 17. april Lille VEGA med deres eklektiske afro-electropop, som indbyder til store smil og heftige danse-moves. Bandet har deres nye, selvbetitlede album med.
Multisproget musik
Island er ikke den første reference, man får, når Retro Stefsons legende electropop smører ens øregange med solskin, afrikanske og sydamerikanske beats. Ikke desto mindre stammer det syv mand store bandkollektiv fra den kolde ø mod nord, og man kan også fange islandske tekster i deres hyper-eklektiske musik, der også byder på tekster på engelsk, fransk og portugisisk.
Kæmpehittet ”Kimba”
Septetten er kendt for at følge op på de festlige referencer i deres musik med et tight og gennemført liveshow, hvor der ikke bliver sparet på disco-moves eller fællesdans. I 2012 udgav Retro Stefson deres tredje album, som var selvbetitlet, og herfra har singlerne ”Glow” og ”Qween” indtaget førstepladsen på den islandske single-hitliste. Sammen med kæmpehittet ”Kimba”, fra det forrige album Kimbabwe, er der garanti for kæmpe smil og slidte skosåler i Lille VEGA den 17. april.
Nomineret til Nordic Music Prize
Retro Stefson er med deres seneste, selvbetitlede album blevet nomineret til dette års Nordic Music Prize. En lang række branchefolk fra de nordiske lande har udvalgt, hvad de synes er dette års bedste nordiske album. Retro Stefsons evner til altid at balancere på den gode side af poppen; den side som er kreativ, cool og under konstant udvikling, er faldet i juryens smag.
Fakta om koncerten:
Retro Stefson
Onsdag den 17. april kl. 21.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 Kbh. V
Pris: 120 kr. + gebyr – Forsalg starter i dag mandag via www.vega.dk, Billetlugen og i Fona.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *