Energiforliget skal genåbnes

Oprettet 20/03/2013 – 18:59

Venstre ønsker at lempe en række energiafgifter, så virksomhederne får de bedst mulige vilkår for vækst. Det afviser regeringen dog, og det undrer Venstres energiordfører Lars Christian Lilleholt og finansordfører Peter Christensen.
Flere danske virksomheder ser de høje danske energiafgifter som den største forhindring for vækst. Det er Venstre enig i. Derfor er det nødvendigt at genåbne energiforliget i forbindelse med vækstpakke-forhandlingerne.
– Regeringens udspil til lempelser af energiafgifter er ikke godt nok, hvis vi vil gøre os noget håb om at styrke dansk konkurrenceevne, så vi kan skabe vækst og skabe flere arbejdspladser. De danske elpriser er for eksempel markant højere end elpriserne i lande, vi normalt sammenligner os med. Det svækker dansk konkurrenceevne. Vi bliver derfor nødt til at genåbne energiforliget, så vi kan lempe afgifterne yderligere til fordel for erhvervslivet, siger Venstres energiordfører Lars Christian Lilleholt.
Men regeringen afviser at genåbne forliget for at lempe energiafgifterne, selvom den gerne vil genåbne det for at sende en regning på 2,2 milliarder til forbrugerne. Regeringen vil som en del af vækstpakken nemlig installere fjernaflæste elmålere i 1,5 millioner elbrugere – en regning, som forbrugerne selv skal betale, og som kræver, at forliget bliver genåbnet. Det undrer Venstres finansordfører Peter Christensen.
– Regeringen vil gerne genåbne forliget for at sende en ekstraregning til forbrugerne. Men når vi så kommer og siger, at danske virksomheder har en faktuel udfordring med høje energiafgifter, der er en forhindring for deres vækst, så vil regeringen pludselig ikke genåbne forliget for at lempe på afgifterne, siger Peter Christensen.
Peter Christensen er dog optimistisk i forhold til at få regeringen til at kigge på de høje energiafgifter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *