Er de røde vælgere i virkeligheden blå

Oprettet 15/09/2011 – 14:07

Hvis vælgerne udelukkende stemmer ud fra deres politiske holdninger, vil blå blok vinde valget stort, viser analyse foretaget af Analyse Danmark.
Over 1 million danskere har i løbet af valgkampen svaret på Altingets 20 spørgsmål i ‘Kend din Kandidat’. Analyse Danmark har nu stillet de samme 20 spørgsmål til en repræsentativ stikprøve af befolkningen, og resultaterne viser at 63,2 procent af de adspurgte vælgere er mest enige med en kandidat fra blå blok, mens kun 32,7 procent rammer en kandidat fra rød blok. Noget tyder altså på, at vælgerne er mere blå, end de selv tror, når man tager de seneste meningsmålinger i betragtning.
De blå stemmer rødt
I undersøgelsen besvarer danskerne på spørgsmål udelukkende baseret på holdninger til konkrete politiske emner, og resultatet viser at flest danskere er enige med kandidater fra Dansk Folkeparti, og at Kristendemokraterne, som regnes med i den blå blok, vil brage ind i Folketinget med 15 procent af stemmerne – hvis altså danskerne udelukkende stemmer ud fra politiske holdninger. Analyse Danmark har derfor også undersøgt, hvad danskerne vil stemme i virkeligheden, og det viser sig, at stort set alle, der i de 20 spørgsmål er enige med Kristendemokraterne, vil stemme på partier i rød blok. Man kan her stille spørgsmålstegn ved, om det er vælgerne, der i virkeligheden er blå uden at vide det, eller om det er Kristendemokraterne, der i virkeligheden mere naturligt hører til i den røde blok? De vælgere, som i testen er enige med Dansk Folkeparti, men ikke vil stemme på partiet, vil i stedet fortrinsvis stemme på Socialdemokraterne eller Venstre.
Analysen viser dog, at på nær dem der er mest enig med en kandidat fra Kristendemokraterne, så rammer langt de fleste i testen en kandidat fra det parti, de ønsker at stemme på eller i det mindste en kandidat fra den samme fløj.
Blandt tvivlerne viser analysen, at 87% er mest enige med politikken i blå blok.
Men hvorfor nu det?
Når der alligevel er så markant forskel mellem de seneste meningsmålinger og danskernes svar i ‘Kend din Kandidat’, skyldes det blandt andet, at vælgerne kan være optaget af andre emner end emnerne i de 20 spørgsmål, lyder det fra Administrerende direktør og partner i Analyse Danmark, Henrik Feindor Christensen.
“De 20 spørgsmål i ‘Kend din Kandidat’ er udvalgt på forhånd, og det er meget sandsynligt, at der er andre emner, der også er vigtige for vælgerne. Desuden er spørgsmålene i ‘Kend din Kandidat’ vægtet lige højt, og det er altså ikke muligt at tilkendegive, hvad man som vælger synes er vigtigst. Det betyder, at mange svarer “hverken eller” til emner, de ikke vægter højt, og derved rammer de kandidater, der ikke har taget stilling til så meget,” siger han og mener, at statsministerkandidaterne i øvrigt også har stor betydning.
“’Kend din Kandidat’ tager ikke højde for, hvem man ønsker som statsminister. Det kan godt være, at nogle af vælgerne er fuldstændige enige med en kandidat fra Dansk Folkeparti, men helst vil have Helle Thorning Schmidt som statsminister”, afslutter han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *