Feriehusferie populært i Jammerbugten

Oprettet 03/05/2013 – 13:59

Flere vælger at holde ferie i Jammerbugten og især de mange kystnære sommerhuse er et yndet rejsemål. Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik. Her ser man at det samlede antal overnatninger via feriehusudlejninger i 2012 er steget med 2,7% i forhold til sidste år. Dette svarer til 18.740 flere overnatninger i udlejede feriehuse.
Antal overnattende danskere udgjorde en stigning på 5,9%, der svarer til 9.487 overnatninger. Samtidig er der også fremgang på markederne Norge (10%), Sverige (9,5%), Tyskland (0,7%) samt kategorien øvrige (17,6%). Der tabes dog 11,3% på det hollandske marked i forhold til 2011.
Jammerbugt kommunes borgmester Mogens Gade er tilfreds med de nye tal og udtaler:
“Det er rart at konstatere, at den målrettede indsats på turismeområdet også giver positive resultater på antallet af overnatninger i vores sommerhuse. Fremgangen er højere end landsgennemsnittet. De to seneste weekenders rekordsalg af sommerhuse i Rødhus giver håb om yderligere vækst for overnatningssektoren og dermed den samlede turisme i vores kommune. Udviklingen er medvirkende til at fastholde Jammerbugt Kommunes position som Danmarks tredje største turistkommune målt på antallet af overnatninger.”
René Zeeberg, Erhvervs- og Turistchef i Jammerbugt kommune ser også på de nye tal med optimisme:
“Jeg synes først og fremmest at det viser et meget stærkt feriehusprodukt som appellerer til en bred vifte af målgrupper. Her er plads til både børn, forældre og bedsteforældre. Samtidig synes det at være attraktivt for både nationale og internationale gæster at bo kystnært og midt i naturen med mulighed for et varieret udbud af oplevelser hele året. Derudover har vi i en årrække arbejdet benhårdt med destinationsudvikling og sæsonudvidelse – en indsats som vi måske begynder at høste frugterne af.”
Palle Holmbech, der er medejer af Feriepartner Blokhus og næstformand i kommunens Turistforum, udtaler:
“Vi glæder os meget over fremgangen i Jammerbugt kommune, som er en klar indikation af, at det hjælper med sammenhold og fælles indsats. Her skal fremhæves det stærke samarbejde der er mellem Jammerbugt Kommune og turisterhvervet, der har ikke tidligere været så mange steder med fælles fodslag som nu. Men for ikke at tro at vi er færdige så er der mange områder endnu hvor der kan sættes ind, for at styrke området mange styrker endnu mere.
Dette stærke samarbejde kombineret med nogle af danmarks bedste og mere velplacerede Feriehuse gør at vi kan løfte os, og konkurrere med områder som Blåvand, som i den grad er stærke feriehus områder. Men det kræver stærke holdninger til kvalitet hvis vi skal fastholde og forbedre den fremgang der er tendens til, for de tyske overnatninger falder stadig. Som reaktion på dette er det oplagt at vi nu fra branchens side er proaktive overfor sommerhus ejerne omkring kvalitet, hvilke jo er oplagt i forbindelse med at regeringen har vedtaget en vækstpakke, som indeholder fritidshuse.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *