Finansieringen bliver det springende punkt

Oprettet 19/10/2015 – 04:31

Christiansborg er nødt til at deltage i finansieringen af et nyt dagpengesystem. Ærgerligt, at politikerne først erkender det nu, lyder det fra FTF-A’s formand, Ghita Parry.
Når Dagpengekommissionen kl. 13 i dag offentliggør sine anbefalinger, så bliver det med et udgangspunkt, hvor dagpengesystemet ikke måtte koste mere. Men de senere uger har flere partier blødt op i forhold til finansieringen, og det kan give helt nye perspektiver i forhold til de politiske forhandlinger.
”Jeg kan da godt ærgre mig over, at de anbefalinger, vi skal se fra Dagpengekommissionen, tager udgangspunkt i et krav om, at det ikke måtte koste flere penge, når politikerne nu pludselig gerne vil åbne pengeposen, efter de sidste kommaer ellers er sat,” siger Ghita Parry, der er formand for a-kassen FTF-A.
”Jeg noterer mig jo, at Dagpengekommissionen har været tro mod kommissoriet om, at det ikke måtte koste flere penge. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at Dagpengekommissionen måske kunne være kommet frem til nogle mere robuste løsninger, hvis den ikke fra starten havde haft den økonomiske spændetrøje på,” siger Ghita Parry.
Netop finansieringen af et nyt system bliver helt afgørende i forhandlingerne, mener Ghita Parry, der glæder sig over de nye politiske toner, selvom de kommer lidt sent.
”Der er ingen tvivl om, at Christiansborg er nødt til at være med til at finansiere et nyt dagpengesystem, og derfor er det gode nyheder, at politikerne også erkender det. Det er simpelthen ikke rimeligt, hvis finansieringen alene skal hentes hos lønmodtagerne,” siger hun.
”For FTF-A er det afgørende, at vi får et system, der er robust og holdbart. Det betyder også, at det er vigtigt for os med et bredt forlig i Folketinget. Vores ledige har brug for ro om reglerne, for de har været kastebold længe nok,” siger Ghita Parry.
”Jeg ser frem til, at Dagpengekommissionen nu endelig kan sætte ord på sine tanker og anbefalinger for de er længe ventet. Vi har virkelig brug for et opdateret dagpengesystem nu, og det håber jeg, at der vil være opbakning til,” siger Ghita Parry.
Dagpengekommissionen præsenterer sine anbefalinger klokken 13.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *