Fire millioner kroner sparet på statens servere

Oprettet 23/04/2013 – 13:59

Statens It gør statens serverdrift mere energieffektiv og etablerer et nyt energirigtigt datacenter.
Statens It har gennemført en stor omlægning af statens servere og sparer derved energi, penge og CO2.
Det årlige energiforbrug bliver skåret ned med 2,3 millioner kilowatt-timer, hvilket svarer til ca. 4 millioner kroner og 1.100 ton CO2. Samtidig bliver it-driften mere sikker, da datacenteret er fordelt på tre lokationer med løbende backup.
”Datacentret er et rigtig godt eksempel på fordelene ved at samle statens it-drift. Jeg er glad for, at vi har haft mulighed for på én gang at gøre det omkostningseffektivt, energirigtigt og sikkert,” siger vicedirektør i Statens It Søren Vulff.
En del af besparelsen er opnået ved at bygge et helt nyt serverrum, som er gjort særlig energirigtigt i samarbejde med Videncenter for grøn it i Digitaliseringsstyrelsen. Serverrummet bliver det meste af året kølet af luft udefra – såkaldt frikøling – og består i det hele taget af det nyeste og mest energieffektive inden for serverteknologi.
Serverrummet har en beregnet PUE på 1,17. PUE er et mål for, hvor meget energi der ”spildes” på køling af serverne og på øvrig omkringliggende infrastruktur. Jo lavere tal, desto bedre. Tallet 1,17 er udtryk for, at for hver gang serverne bruger 1 KWh, bruger det samlede serverrum kun 1,17 KWh.
”Statens It’s nye serverrum har givet os alle tiders mulighed for at vise, hvor energirigtigt et moderne serverrum kan være. Samtidig er det vigtigt, at det offentlige går forrest og tager de grønne it-løsninger i brug til inspiration for resten af samfundet,” udtaler Peter Schliemann fra Digitaliseringsstyrelsen.
Konsolidering og virtualisering
En stor del af den samlede energibesparelse er opnået ved konsolidering og virtualisering. Konsolidering betyder at lægge mange serverrum sammen, mens virtualisering gør det muligt at lægge mange servere på én fysisk server. Her får hver server en lille plads på en større server og bliver til en virtuel server. Statens It har lagt otte ministerområders 28 serverrum med ca. 1.250 servere sammen i ét datacenter på tre lokationer med i alt omkring 100 fysiske servere.
Energieffektiv køling
Kølesystemet i det nye serverrum er uhyre effektivt. Det er ikke usædvanligt, at op mod halvdelen af et serverrums energiforbrug går til at køle serverne. I Statens It’s nye serverrum bruges under en tiendedel af energien på køling. Kølesystemet er et såkaldt frikølingsanlæg, som anvender udeluften til at køle serverne. Denne metode er langt mere energieffektiv end traditionel kompressorkøling, som er samme kølemetode, som anvendes i f.eks. køleskabe og airconditionanlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *