Fynsk partnerskab drøfter aktuel debat om hadforbrydelser

Oprettet 15/08/2014 – 15:59

Det nye fynske partnerskab mod hadforbrydelser, der blev indgået den 25. juni 2014, har netop afholdt sit første møde. Anledningen var den aktuelle konflikt mellem Israel og Gaza, der i hovedstadsområdet angiveligt har medført en række hadforbrydelser mod jøder.
Fyns Politi har ikke modtaget nogen anmeldelser om hadforbrydelser i forbindelse med den aktuelle debat. Alligevel mener politidirektør Poul Løhde, at det er vigtigt at drøfte situationen i Partnerskab mod hadforbrydelser på Fyn.
– Med vores møde i dag ønsker vi at sende et klart og tydeligt signal om, at hadforbrydelser er helt uacceptable. Det er vigtigt at understrege, at hadforbrydelser også omfatter nedsættende og racistiske ytringer overfor andre på grund af deres tro og tilhørsforhold, siger politidirektør Poul Løhde fra Fyns Politi.
Åben debat om situationen
-Vi har haft en god og åben debat om den aktuelle situation. Det er rigtig positivt, at vi har fået etableret et partnerskab, hvor vi på den måde hurtigt og effektivt kan drøfte aktuelle udfordringer og samtidig sende et entydigt fælles signal til omverdenen om at hadforbrydelser skal modvirkes, fordi de er uacceptable uanset årsagen, siger medlemmerne i partnerskabet, som deltog i mødet.
Partnerskabet mod hadforbrydelser på Fyn tæller foreningen Lambda, Dansk/Arabisk Kultur og Videnskab, Tyrkisk Islamisk Kultur Forening, Det Jødiske Samfund, Odense Kommune og Fyns Politi. Det er formentlig det første af sin art i Europa.
Dagens møde blev afholdt på Politigården i Odense.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *