Gintberg imponerer Europa

Oprettet 14/09/2011 – 10:07

Selv om man laver fjernsyn om det såkaldte ’Udkantsdanmark’, kan man godt imponere Europa med udsendelserne.
Sådan er det i hvert fald gået med programserien ’Gintberg på kanten’ fra DR1, der mandag aften blev kåret til at være blandt de tre bedste public service-tv-formater i Europa lige nu. Det skete ved Eurovision Creative Forum i Berlin, som European Broadcasting Union (EBU) arrangerer.
I konkurrencen med tv-formater inden for alle genrer fra de 85 medlemmer i 56 lande i EBU, blev ’Gintberg på kanten’ helt præcist kåret som det næstbedste public service-tv-format for tiden.
Ved Eurovision Forum mødes tv-folk fra især Europa, Mellemøsten og Nordafrika for at udveksle succesfulde tv-formater, dele ideer og også for at spare penge, så tv-stationerne ikke skal opfinde den dybe tallerken hver gang, de har noget nyt på vej, men derimod kan hjælpe hinanden.
Rammer bredt
Den europæiske anerkendelse kommer, kort tid efter at ’Gintberg på kanten’ fik ’Seerprisen’, da den danske tv-branche klappede sig selv på skulderen i forbindelse med Tv-festival i København i august.
”Vi er ufatteligt stolte af at have fået denne flotte pris i konkurrence med 20 andre europæiske public service-formater. ’Gintberg på kanten’ viser, at det faktisk er muligt at løse den mildest talt udfordrende opgave at lave væsentligt og skarpere public service-tv med høj underholdningsværdi, og dermed fange både de unge og det brede publikum samtidig,” siger redaktionschef Signe Aggerholm fra DR Danmark Livsstil i Aarhus, der tilføjer:
”At vi leverer et nyskabende program til netop DR1, og at værdierne i formatet ligger tæt på vores DR Danmark-DNA, gør bestemt ikke glæden mindre,” siger hun.
En del af en tendens
Et af formålene med ’Gintberg på kanten’, hvor Jan Gintberg er på humoristisk rundrejse i rigets yderste kroge, er at fremme integration og den geografiske forståelse i Danmark ved hjælp af humor og selvironi.
Og ifølge direktøren for EBU, schweiziske Ingrid Delterne, falder programmet meget godt i tråd med tidens tv-tendenser i Europa.
”Årets Eurovision Creative Forum’ har vist, at en lang række europæiske tv-stationer lige nu arbejder med at blande underholdning og dokumentarprogrammer i såkaldte ”edutainment-formater”. Formaterne er en perfekt kombination af underholdende historiefortælling og autencitet,” siger hun.
Vinderen i formatkonkurrencen blev et NRK-format – ’Gør aldrig dette hjemme’, hvor man tester alt det, vi har fået tudet ørerne fulde om, at vi ikke må gøre hjemme. Og nummer tre blev belgiske VRT’s program ’Basta!’ som blander undersøgende journalistik og underholdning.
Det er andet år i træk, at DR klarer sig godt i dysten om gode public service-formater. Sidste år blev ’Bonderøven’ nummer to, mens sexundervisningsprogrammerne ’I seng med DR2’ kom ind på en delt tredje plads.
På grund af valget holder Jan Gintberg fri fra sin rundrejse på torsdag, men han er tilbage ”på kanten” torsdag den 22. september klokken 20.00 på DR1, hvor han besøger Christiania.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *