Godt at børnene kommer tilbage i skole

Oprettet 25/04/2013 – 11:59

Venstre bakker gerne op om et indgreb, der normaliserer lærernes arbejdstider og sender børnene tilbage på skolebænken. Det er dog ærgerligt, at parterne ikke har kunnet finde en løsning ved forhandlingsbordet, siger Venstres formand Lars Løkke Rasmussen.
I dag har regeringen præsenteret et indgreb i konflikten mellem KL og lærerne. Indgrebet betyder, at lærerne fremadrettet får de samme arbejdstidsregler som andre offentligt ansatte. Det bakker Venstre op om.
– Det vigtigste for os har principielt været, at vi får normaliseret lærernes arbejdstid. Det er nødvendigt, hvis vi vil skabe en god og moderne folkeskole, der ruster vores børn til fremtiden og sikrer, at det er attraktivt at være lærer på sigt, siger Lars Løkke Rasmussen.
– Jeg glæder mig over, at børnene nu kan komme tilbage i skolen. Det er min helt klare fornemmelse, at både elever og forældre glæder sig til at kunne få en normal hverdag igen. Samtidig er det godt, at landets 9. klasser nu bliver sikret, at de kan gå til afgangseksamen. Derfor mener vi, at det er et godt tidspunkt at gribe ind, siger Lars Løkke Rasmussen
Venstre ser nu frem til, at vi kan komme i gang med forhandlingerne om en folkeskolereform, der skal øge fagligheden og kvaliteten af folkeskolen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *