Greenville – nyt og inspirerende legepladskoncept

Oprettet 01/11/2012 – 10:02

Er det et klatrenet? Er det et legehus? Det er en hybrid af begge dele. Og det er et godt bud på, hvordan legepladser i fremtiden kan indrettes til glæde for børn og voksne.
Det er som regel voksne, der er de endelige beslutningstagere, når der skal vælges og indrettes nye legepladser. De vil først og fremmest gerne have flotte redskaber, der er med til at udfordre børnene. Og de vil gerne tage vidtgående miljøhensyn. Børnene vil også gerne udfordres, men de vil også gerne have mulighed for at trække sig lidt tilbage og lade fantasien få frit løb.
“Med Greenville kan vi for første gang tilgodese begge gruppers ønsker på en miljømæssig forsvarlig måde, hvor resultatet samtidig er æstetisk smukt,” forklarer Kenneth Lyngsøe. Han er administrerende direktør i Uno Koncept, som importerer og sælger Greenville. “Grundtanken er at udvikle inspirerende og udfordrende klatrenet og samtidig “pakke det ind” i et legehus, så man både kan klatre rundt og skjule sig.”
Greenville-konceptet er udtænkt af Berliner Seilfabrik, som i over 150 år har leveret nogle af markedets bedste klatreredskaber baseret på solidt tovværk spændt op i metalskeletter og strukturer. Det er redskaber, der holder i lang tid og derfor er skånsomme mod miljøet. Den samme tankegang står bag valget af træbeklædning.
Kenneth Lyngsøe: “Der bliver brugt bambus til beklædningen, og da det rent faktisk er en græsart og ikke et træ, så vokser det vanvittig hurtigt. Beplantningen kan derfor hurtigt fornys, så brugen af det til legeredskaber ikke har samme miljømæssige konsekvenser, som når man bruger langsomt voksende træ. Alle 12 modeller er baseret på tovværk, aluminium og bambus, så servicebehovet er lavt, mens levetiden er lang.”
Greenville er lige fra lanceringen en komplet produktserie med legehus, klatrenet, rutsjebaner, gangbroer og en lang række andre elementer, der kan kombineres til komplette anlæg. Hos Uno Koncept har de store forventninger til det nye system, der er en attraktiv valgmulighed for både boligforeninger, kommuner, skoler og private virksomheder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *