Håndværksmestre vil straffe købere af sort arbejde

Oprettet 11/08/2010 – 08:29

Mere end hver anden håndværksmester mener, at køb af sort arbejde skal straffes. Det viser en ny undersøgelse, Håndværksrådet har gennemført.
Kunder til sort arbejde skal kunne risikere bødestraf, betinget fængsel eller ubetinget fængsel, hvis det står til håndværksmestrene. 53 pct. at håndværksmestrene mener, at købere af sort arbejde skal straffes, mens kun 22 pct. mener, det fortsat skal være straffrit at købe sort arbejde. Det viser en undersøgelse, Håndværksrådet foretog i juli måned med svar fra knap 250 håndværksmestre i Håndværksrådets medlemskreds.
“Mange håndværksmestre er rigtig trætte af at se, at man på den ene side taler meget om, at sort arbejde skader samfundet, men på den anden side ikke vil tage fat om ondets rod, nemlig efterspørgslen efter sort arbejde. Den sorte kunde er ikke et hak bedre end den sorte håndværker, så der er behov for at sende et klart signal om, at køb af sort arbejde ikke accepteres”, siger Håndværksrådets cheføkonom Jacob Thiel i en kommentar til tallene.
Øst-sjak arbejder sort
Han peger på, at de mange østeuropæiske arbejdssjak, der arbejder sort for især private danskere har været med til at skærpe opmærksomheden omkring de store skadevirkninger ved sort arbejde.
“Mange små og mellemstore håndværksvirksomheder er hårdt pressede lige nu. Der er ingen tvivl om, at det har skabt en fornyet opmærksomhed omkring de virksomheder, der ikke er helt fine i kanten og i samme åndedrag de mange kunder, der ikke opfører sig efter bogen”, siger Håndværksrådets cheføkonom.
Bøder og fængsel til sorte kunder
60 pct. af håndværksmestrene peger på bøder som den rette straf til sorte kunder. 21 pct. peger på bøder i kombination med ubetinget fængsel og 13 pct. af håndværksmestrene peger på, at sorte kunder i visse tilfælde bør straffes med ubetinget fængsel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *