Iværksætterikon investerer millioner i grønt internet

Oprettet 24/04/2013 – 11:59

Danmarks største hjemmeside for samkørsel gomore.dk får stærke kræfter på holdet. Iværksætter og Just-Eat millionær Jesper Buch træder ind i ejerkredsen med en investering der skal løfte hjemmesiden op i en ny liga.
Fra subkultur til mainstream
Gomore.dk der har eksisteret siden 2005, har de seneste 1-2 år oplevet markant vækst og rundede i begyndelsen af april i år medlem nummer 70.000, knap 2.000 dagligt oprettede kørsler og flere tusinde dagligt besøgende.
Jesper Buch fortæller om sin indtræden i GoMore: ”Jeg har gennem et stykke tid haft kig på GoMore. Der sker noget nu inden for socialt og grønt forbrug. Folk får øje på de store gevinster ved at deles om tingene – fx transporten.” Jesper Buch siger om sin ambition med investeringen: ”Med den rette indsats og det rette produkt kan vi løfte GoMore fra at være en samkørsels-subkultur til at blive mainstream i Danmark. Når det er sket, eller når vi kan se det sker, skal vi etablere os simultant på andre europæiske markeder – det er mit mål at hjælpe med at gøre GoMore til en af de største spillere på verdensmarkedet for samkørsel inden vi når 2020.”
Holdet bag er klar til at rykke
Bag GoMore står et lille team af web- og forretningsudviklere med erfaringer fra store konsulent- og software-huse.
Direktør og grundlægger Matias Møl Dalsgaard der blandt andet har en baggrund som konsulent ved McKinsey & Company, siger om det nye partnerskab: ”Vi har i nogle år samlet brugere og ventet på at tiden var moden til satse ambitiøst på konceptet. Den tid er nået nu. Med Jespers deltagelse får vi den erfaring ind i teamet og de midler der skal til for at tage skridtet fra at være niche til at blive en seriøs aktør – kommercielt og som kollektiv transport. Den mulighed er vi utroligt glade for.”
Foruden hjemmesiden gomore.dk leverer GoMore ”Kollegakørsel” portaler til private og offentlige virksomheder.
Spar penge, det er sjovt
Matias Møl Dalsgaard har ofte selv haft passagerer med i bilen. Det har sparet ham tusindvis af kroner og givet mange sjove oplevelser undervejs, fortæller han.
Jesper Buch som til daglig bor i Spanien, ser til gengæld frem til at komme til Danmark og afprøve konceptet. ”Det er da genialt at jeg kan få 600 kr. for at tage passagerer med fra Aalborg til København, spare miljøet for CO2 og møde nye mennesker. Det glæder jeg mig til.”
Gomore.dk har siden start sparet miljøet for 10.000 ton CO2 og regner med at dette tal stiger markant mens flere biler kobler sig på ordningen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *