John Kørner udstiller tsunami af tæpper i London

Oprettet 15/01/2013 – 14:59

Kunstneren John Kørners værk Tsunami skabt i samarbejde med tæppekoncernen ege kan fra 19. januar opleves på Gallery Victoria Miro i London. eges tæpper ligger oftest på gulvene i hoteller og på kontorer, men her er de en del af en kunst-installation. Tæppet som materiale har overrasket John Kørner, der har set nye muligheder i sit arbejde.
John Kørners værk Tsunami, der er lavet af tæpper i blå-grønne nuancer, løber 15 meter hen ad gulvet og 4,5 meter op ad væggen. Den bliver nu udstillet i London, hvor Gallery Victoria Miro viser værket, som indgår i udstillingen Fallen Fruit from Frisland. Det er tredje gang, at Gallery Victoria Miro viser værker af den danske kunstner, og denne gang bliver publikum inviteret til at gå på vandet og mærke den fastfrosne kæmpe bølge.
John Kørner vil også i fremtiden arbejde med tæpper i kunsten.
”Størrelsen på tæppet er ganske unik og har muligheder, som egner sig især til udstillinger i de store formater. Jeg vil meget gerne igen bruge tæpper i mine værker, fordi gulvet som flade er en overset faktor i det scenografiske univers. I mine udstillinger forsøger jeg tit at skabe installationer bestående af flere dele som meget gerne må hænge sammen, og der er tæppet godt.”
Tæppet overraskerTsunamien blev første gang udstillet på kunstmuseet HEART i Herning i forbindelse med biennalen Socle Du Monde. I samarbejdet med eges designteam har John Kørner skabt en tsunami af tæpper. Et materiale, der fascinerer John Kørner.
”I de mønstre, vi har udarbejdet, fungerer gentagelsen som en væsentlig del af konceptet, og det fungerer overraskende godt. Tæppet virker fint som materiale for den tsunami, jeg har lavet. Den har jeg skabt for at vise, at det dramatiske ved verdens bevægelser ofte er overraskende for mennesket, og jeg selv bliver berørt af noget så simpelt som vand. Vand, som vi også behøver for overlevelse, kan være fare til for vores eksistens,” forklarer John Kørner.
Nye muligheder i kunstenSamarbejdet med tæppekoncernen ege har åbnet John Kørners øjne for at bruge tæppet i kunsten.
”Samarbejdet har været spændende, fordi det har givet mig nogle nye muligheder og en anden måde at arbejde med kunsten. At bruge gulvet og tæppet er en udvikling af mit arbejde,” siger John Kørner.
I virkeligheden stopper tsunamien al leg, men på John Kørners tæppe-tsunami er der lagt op til løb og leg frem til 2. marts.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *