Kom julestressen i forkøbet

Oprettet 28/11/2011 – 15:09

Julemåneden kan være en stresset tid, men det behøver slet ikke at være sådan. Stress-specialist Dorthe Lenbroch giver gode råd, så december, i stedet for at være en måned med stress og jag, bliver hyggelig med dejligt samvær og skønne traditioner.
Mange af os har prøvet at tilbringe julen i overhalingsbanen, og bagefter har vi tænkt over, hvad der egentlig blev af hyggen og den berømte julefred. Men med enkelte ændringer kan julen blive en dejlig tid, forklarer stress-specialist og forfatter Dorthe Lenbroch, som har udgivet bogen ”Ramt af stress – fra kaos til klarhed”.
– I første omgang handler det om, at du beslutter dig for, at julen i år er ensbetydende med hygge, samvær og nydelse. Det kræver en bevidst beslutning at ændre måden at håndtere julens mange gøremål på, fortæller Dorthe Lenbroch.
Det kan være en god idé at lave en liste, så du får overblik over de mange opgaver, du mener hører julen til. F.eks. indkøb af julegaver, besøg hos familie og venner, produktion af konfekt eller kager, dekorationer, pakkekalendere m.m. Dernæst handler det om at prioritere listen, da ikke alt er lige vigtige. Og nogle opgaver kan med garanti udelades, hvis alternativet er stress.
– Sammen med familien kan du bagefter fordele opgaver og ansvar. Vær kreativ og bed for eksempel julegæsterne om at komme med tilbehør til middagen eller frokosten, lav konfekt med venner, gå sammen om fællesgaver, eller lad de store søskende købe gaver til familiens mindste, foreslår Dorthe Lenbroch.
Gør også plads til de vigtigste juleopgaver i kalenderen. Her kan det være en fordel at flytte lidt rundt på arbejdstiden, så julegaverne købes en stille formiddag. Prioriter gerne en dag med familien uden andet på programmet end julehygge og afslapning – en rigtig oase.
– Drop pligtarrangementerne og deltag kun, hvis det gavner din julestemning og støtter julefreden. Sørg for at have dage i december uden aftaler, og udfordre dine egne krav til julens gøremål. En hilsen i januar er mindst lige så populært at få som en julehilsen, bemærker Dorthe Lenbroch.
Ifølge hende er det vigtigt, at prioritere og uddelegere nogle af opgaverne, skære de overflødige pligtbesøg væk, og sende den dårlige samvittighed samme vej. Hun minder også om at sænke jule-ambitionerne.
– Er tre slags hjemmebagte julesmåkager vigtige – nej vel. Det er hyggen ved at bage og smage kagerne, der er den gode juleoplevelse. Føles det uoverskueligt, så har bageren glimrende kager til salg, slutter Dorthe Lenbroch

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *