Krisen har sat Danmark bagud med it-certificeringer

Oprettet 18/10/2011 – 09:05

Den globale krise har sat sine spor inden for uddannelse og efteruddannelse inden for it og netværk. Vesten har været hårdere ramt end verden generelt og Danmark ligger helt i bund, efter krisens indtog. Det viser helt nye certificeringstal fra Cisco, som er den førende producent bag netværksløsninger i Danmark.
I forbindelse de seneste års recession er Danmark faldet bagud med Cisco certificeringer i forhold til de lande, som vi normalt sammenligner os med. Det er specielt gået meget tilbage fra 2008/2009 til 2009/2010, hvor der i absolutte tal var et fald på hele 15 % i Danmark. Og i det seneste år er der kun rettet lidt op på tilbagegangen. Europa har også oplevet mindre tilbagegang, men her er man kommet hurtigere over krisen og tilbage på uddannelsessporet.
”Tallene fra Cisco er ganske markante. Danmark er faldet bagud, og vi er ikke kommet tilbage på hesten i samme grad som de lande, vi konkurrerer med. Det er vigtigt, at vi ikke sparer uddannelse væk under recessionen, da uddannelse i høj grad er kickstarteren til ny vækst.”, forklarer Jens Søltoft Andersen, der er Country Manager hos kursusvirksomheden Fast Lane. ”Et træk ved den seneste udvikling er, at Cisco spidskompetencerne samles i færre virksomheder – typisk konsulenthuse. Og for den enkelte konsulent handler det om at holde sig opdateret med uddannelse og certificeringer, så de fortsat kan være attraktive for kunder og arbejdsgivere. Det er i høj grad specialist-certificeringer inden for Voice og Wireless, der tegner certificeringsmarkedet for tiden”, slutter Jens Søltoft Andersen.
Se tabel over udviklingen.
(Beregningsgrundlag: Tallene er baseret på køb af Cisco-certificeringer i perioden august 2008 til juli 2011. Aug. 2008 til juli 2009 = indeks 100.)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *