LED kan bruges til at overføre data trådløst

Oprettet 10/08/2011 – 19:05

LED’er kan snart benyttes til en ny type trådløst netværk, hvor data overføres til en computer ved høje hastigheder
Forskere ved Fraunhofer-instituttet for Telekommunikation ved Heinrich Heinz Instituttet i Berlin er ved at udvikle en ny type optisk netværk, hvor ultrakorte glimt fra LED’er transmitterer data ved op til 100 Mbit i sekundet til en sensor på en computer. Det skriver ing.dk.
Med lysdioder placeret i loftet har forskerne overført film i HD-kvalitet til fire forskellige bærbare computere på samme tid. Computerne skulle blot befinde sig inden for de ti kvadratmeter, som blev oplyst af dioderne.
– Ved hjælp af en særlig komponent, en modulator, tænder og slukker vi for LED’erne så hurtigt, at det ikke er muligt at opfatte for det menneskelige øje. På den måde overføres informationen som ettaller og nuller, mens en simpel fotodiode på den bærbare computer fungerer som modtager, forklarer projektlederen, Klaus-Dieter Langer fra Heinrich Heinz Instituttet.
Fotodioden opfanger lyset, hvorefter informationerne afkodes og overføres til elektriske impulser, som computere kan forstå.
En af fordelene ved teknologien er, at det kun kræver nogle få komponenter at gøre LED’erne i stand til at overføre data. En ulempe er, at dataforbindelsen afbrydes, så snart en hånd eller andet skygger for LED’ernes lysglimt.
Teknologien egner sig ifølge forskerne bedst i kommunikationssituationer, hvor det ikke er muligt eller ønskeligt at benytte sig af radiosignaler og ikke kan bruges kabler. Det kunne eksempelvis være på operationsstuer, hvor teknologien kunne bruges til at styre kirurgiske robotter eller transmittere røntgenbilleder.
LED’erne kan ifølge forskerne også tænkes anvendt i fly, så passagerer kan se hver sit underholdningsprogram på hver sit display. Her ville teknologien kunne spare flyproducenterne for kilometervis af kabler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *