Når julegaven er psykologhjælp

Oprettet 28/12/2011 – 09:08

I mellem jul og nytår modtager alle forældre der har børn indlagt på landets afdelinger for for tidligt fødte børn en bog særligt udviklet til at afhjælpe forældrenes traumatiserende oplevelser. Forældrene tilbringer julen med et barn der ikke er klart til livet og hvor konsekvenserne ved at være født for tidligt kan være alvorlige. Bogen skal sikre at forældrene får afløb for de mange tanker og følelser som psykologer ellers tager sig af.
Alt imens en stor del af Danmarks forældre hygger om deres børn i juletiden, er der en stor del af de nybagte forældre der gennemlever et mareridt, hvor de frygter for deres barns liv og konsekvenserne ved at være blevet født for tidligt. Forældrene oplever en fødsel af et ”umodent uudviklet barn” der ikke stemmer overens med de forventninger og drømme de måtte have. Børnene er oftest for svage til at kunne spise og må ikke berøres på grund af den papirstynde hud.
Forældrene har brug for hjælp fra psykologer der kan hjælpe dem med at sætte ord på oplevelserne. Men med de lange ventelister for at få psykologhjælp, der er realiteterne i øjeblikket i Danmark, får forældrene til de for tidligt født børn en meget hårdere start på forældrerollen, end nødvendigt.
På kun ganske få af landets hospitaler bliver forældrene tilbudt psykologhjælp og ellers er de henvist til at skulle vente flere måneder på at få den nødvendige hjælp. ”Det giver jo ingen mening at tilbyde krisehjælp til forældrene 2-3 måneder efter den traumatiske oplevelse. De har brug for akut krisehjælp så hurtigt som muligt og løbende samtaler så oplevelserne bliver talt igennem og ikke skaber grobund for vedvarende traumer”, udtaler Karina Rothoff, medstifter og formand for Landsforeningen Præmatures Vilkår.
Landsforeningen Præmatures Vilkår står bag en kampagne, hvor en særligt udviklet bog der kan afhjælpe forældrenes traumatiserende tanker og følelser, bliver doneret til alle landets hospitaler. Kampagnen har medført at alle forældre til indlagte børn får tildelt denne bog, der har vist sig at være et fantastisk terapeutisk redskab for forældrene.
Også Jytte Mielcke, der er erfaren psykolog, er begejstret for bogen og den ekstra julegave til de indlagte forældre og siger; ”Det er et særdeles fint initiativ med omsorg for det præmature barn og dets forældre i den allerførste tid. Bogen kan både fungere som ”Barnets bog”, men i lige så høj grad som et sted hvor man i dagbogsforum kan nedskrive tanker og følelser. Her kan de nybagte forældre både udtrykke det der fylder ”her og nu”, men også det der senere dukker op, når barnet og forældre vender hjem efter udskrivelsen. Bogen er et godt værktøj til ”hjælp- til selvhjælp”.
I Danmark fødes 4.600 børn for tidligt hvert år, hvilket svarer til ca. 7,5 % af en børneårgang. Dette er en stigning på 20 % siden 1980’erne, hvoraf den største stigning findes blandt raske, førstegangsfødende kvinder, der er blevet gravide på naturlig vis. Undersøgelser peger på, at stress og kemikalier i hverdagen er den primære årsag til stigningen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *