Norsk advarsel: Hackere kan mørklægge landet

Oprettet 24/02/2012 – 16:59

Internet-tilkoblede elmålere åbner el-systemet for hackere, advarer norsk forskningsinstitution
Norge skal have installeret intelligente elmålere hos forbrugerne inden 2017, og i den forbindelse advarer den uafhængige forskningsinstitution SINTEF nu om, at de internet-opkoblede målere – på norsk kaldet AMS (automatisk måleraflæsning af strøm) – kan åbne el-nettet for hackerangreb. På Teknisk Ukeblads hjemmeside gengives et scenarie, hvor byer mørklægges, og strømmen forsvinder fra sygehuse, indkøbscentre og industrianlæg.
Scenariet stammer fra en SINTEF-rapport til det norske energidirektorat NVE og kaldes ’sandsynligt’: Når systemer er koblet sammen på internettet, vil det være en angribers fantasi, kompetence og motivation, der sætter grænserne, og det er næsten umuligt at beskrive alle mulige situationer, fortæller rapporten ifølge Teknisk Ukeblad.
– Jeg har lidt svært ved at forestille mig, at der kan ske et målrettet angreb i dag. Men man må tage højde for, at det usandsynlige kan ske. Efter den 22. juli er det legitimt at forberede sig på den slags, siger forsker og rapportforfatter Maria Bartnes Line med henvisning til terrorangrebet på Oslos regeringskvarter og Utøya sidste sommer.
– Vi ser de samme trusler som SINTEF-rapporten påpeger og foretager alle nødvendige tiltag for at sikre os, siger projektleder Arne Raffelsen fra det store energi-selskab Hafslund, der arbejder med indførelsen af AMS.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *