Norwegian præsenterer seks nye ruter

Oprettet 19/12/2012 – 10:01

Rejsende fra Københavns lufthavn kan i 2013 komme med Norwegian til blandt andet Liverpool, Madrid og Lissabon. Flyselskabet åbner hele seks nye ruter i næste års sommerprogram.
Danskerne kan til næste år flyve med Norwegian til hele seks nye destinationer fra København. Det står klart, efter flyselskabet fremlagde det sidste af næste års sommerprogram. Særlig interessant er ruten til vestengelske Liverpool, som Norwegian bliver ene om at flyve fra København. Også den spanske hovedstad Madrid og den portugisiske ditto, Lissabon, bliver nye destinationer i rutenettet fra næste år.
Og der andre nye, spændende bekendtskaber i det nye sommerprogram. Norwegian åbner også til franske Montpellier, ferieøen Korfu samt Sarajevo, der er hovedstad i Bosnien og Hercegovina.
Åbnede også til Alicante
De seks nye ruter kommer i kølvandet på lanceringen af to jyske ruter til Alicante. Norwegian kunne nemlig i sidste uge afsløre, at selskabet næste år åbner ruter fra henholdsvis Aalborg og Billund til byen på den spanske solkyst.
Norwegians danske informations- og markedschef, Johan Bisgaard Larsen, glæder sig over de mange nye ruter:
”Jeg er meget glad for, at Norwegian til næste år kan tilbyde danskerne en masse nye og spændende destinationer. Vi har store forventninger til næste års sommerprogram, og det faktum, at vi præsenterer så mange forskellige rejsemål viser tydeligt den alsidighed, vi har i vores rutenet. Vi ser meget frem til byde danskerne velkommen om bord på vores nye fly med gratis WiFi,” siger Johan Bisgaard Larsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *