Novo Nordisk bygger nyt domicil i Bagsværd (25 August 2011)

Oprettet 29/08/2011 – 14:06

Novo Nordisk investerer omkring en milliard kroner i to nye kontorbygninger med tilhørende grønt område i Bagsværd. Byggeriet forventes at skabe mere end 300 arbejdspladser under etableringen. Det nye kontorbyggeri skal huse Novo Nordisks øverste ledelse, 1.100 administrative medarbejdere og en række fælles faciliteter. Første spadestik bliver taget i oktober, og det nye domicil ventes klar til indflytning i slutningen af 2013.
Med det nye byggeri kan Novo Nordisk samle en række administrative funktioner, der i dag ligger spredt i Storkøbenhavn. Fremover vil medarbejderne blive samlet i nye, tidssvarende kontorfaciliteter i henholdsvis Bagsværd og Søborg.
“Selv om Novo Nordisk primært vil vokse uden for Danmark i de kommende år, ser vi frem til at kunne samle de administrative funktioner i Bagsværd, hvor vi har været til stede siden 1950’erne. De nye bygninger vil sikre vores medarbejdere de bedste forudsætninger for at arbejde sammen på tværs af funktioner og med vores kolleger i udlandet,” siger Lars Rebien Sørensen, administrerende direktør i Novo Nordisk.
Insulinmolekylet med dets runde spiralform har været en afgørende inspirationskilde for Henning Larsen Architects. Det nye byggeri får et klart udtryk med hvide materialer kombineret med nordiske sten og træsorter. Ambitionen er at skabe et dynamisk og inspirerende arbejdsmiljø i tæt samspil med naturen udenfor i et elegant, enkelt og effektivt center for Novo Nordisk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *