Nu stiger personskatterne med 2,4 mia. kr.

Oprettet 19/12/2012 – 17:59

Danskerne kan næste år se frem til lavere personfradrag og en højere bundskat. Samlet set skal danskerne betale 2,4 mia. kr. mere i personskat. Det er den helt forkerte vej at gå, mener Venstre.
Regeringen har med finansloven for 2013 desværre valgt at gå den sædvanlige vej med skattestigninger, og derfor stiger personskatterne nu med 2,4 mia. kr. Det skaber hverken arbejdspladser eller vækst. Tværtimod.
– Udfordringen er helt klar for os alle. Vi skal forbedre den danske konkurrenceevne, så vi kan få skabt rigtige arbejdspladser og vækst. Derfor nytter det heller ikke noget, at regeringen bliver ved med at sende regninger til danskerne, siger skatteordfører Torsten Schack Pedersen.
Det er uambitiøst, når regeringen igen finansiere en finanslov ved at sætte skatter og afgifter op. Samtidig står stigningen i personskatten i skærende kontrast til VK-regeringens skattepolitik, der tre gange nedsatte skatten på arbejde.
Lovforslaget er en del af den finansiering, der blandt andet fjerner fedtafgiften. Fedtafgiften blev indført med henblik på at styrke folkesundheden, men har vist sig ikke at virke efter hensigten.
– Det er glædeligt, at regeringen nu endelig afskaffer fedtafgiften i stedet for at forhøje den. Venstre har længe arbejdet for en afskaffelse. Desværre er prisen efter vores mening alt for høj, og Venstre stemmer derfor nej til lovforslaget, siger Torsten Schack Pedersen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *