Ny CEPOS-analyse: Regeringens 85%-klimamål efterlader hul på 5 mia. kr. årligt

Regeringen har varslet et højere dansk klimamål i 2035: Udledningerne af drivhusgasser skal reduceres med mindst 85 pct. i forhold til 1990-niveau. Men en ny analyse fra den borgerlige tænketank CEPOS viser, at ambitionen efterlader et finansieringshul på omkring 5 mia. kr. om året – oven i de cirka 4 mia. kr., der allerede er afsat til at nå det eksisterende 82 pct.-mål.

Fra 82 til 85 pct.: Små procenter – stor regning

Den tidligere SVM-regering fastsatte et mål om 82 pct. reduktion i 2035. Det nuværende regeringsudspil hæver ambitionsniveauet til mindst 85 pct. Det lyder umiddelbart som en beskeden forskel, men ifølge CEPOS er de ekstra tre procentpoint markant dyrere end de forudgående reduktioner.

Analysen tager udgangspunkt i de officielle omkostningsberegninger, som regeringen selv brugte ved 82 pct.-målet. Her blev prisen for at reducere et ton CO2 vurderet til godt 2.100 kr., primært ved hjælp af CO2-fangst og -lagring (Carbon Capture and Storage, CCS).

På den baggrund vurderer CEPOS, at:

• Ekstraomkostningen ved at hæve ambitionsniveauet fra 82 pct. til 85 pct. vil være cirka 5 mia. kr. om året fra 2035.
• De 5 mia. kr. kommer oven i de cirka 4 mia. kr. årligt, som allerede er sat af til at nå 82 pct.-målet.
• Den samlede årlige regning for 85 pct.-målet dermed nærmer sig 9 mia. kr., hvis forudsætningerne holder.

Analysechef i CEPOS, Otto Brøns-Petersen, understreger, at det ikke er småpenge i en dansk finanslov:

“Fem milliarder kroner om året svarer til nogle af de største økonomiske prioriteringer i et regeringsgrundlag. Alligevel har regeringen endnu ikke forklaret, hvor pengene skal komme fra,” siger han.

Fremskrivninger: Hvor langt når Danmark med nuværende politik?

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets seneste fremskrivning viser, at allerede vedtagne klimatiltag forventes at bringe Danmark til cirka 80 pct. reduktion i 2035. Herefter opstår der et “reduktionsgab” – den mængde CO2, der fortsat skal fjernes for at nå de politiske mål.

CEPOS gennemgår tallene sådan:

• Med vedtaget politik: ca. 80 pct. reduktion i 2035.
• For at nå 82 pct.-målet mangler reduktioner på ca. 1,9 mio. ton CO2.
• For at nå et 85 pct.-mål vokser reduktionsbehovet til ca. 4,2 mio. ton CO2.
• Den ekstra ambition kræver derfor yderligere ca. 2,4 mio. ton CO2-reduktion ud over det, der allerede skal leveres til 82 pct.-målet.

Det er reduktionen af de sidste 2,4 mio. ton CO2, som ifølge CEPOS kommer til at koste omkring 5 mia. kr. årligt, hvis man bruger samme pris pr. ton, som regeringen selv lagde til grund ved 82 pct.-målet.

Dybere indblik #1: Marginalomkostningerne eksploderer ved højere mål

Et centralt budskab i analysen er, at marginalomkostningen – altså prisen på den sidst reducerede ton CO2 – stiger kraftigt, jo tættere man kommer på meget høje reduktionsmål.

Brøns-Petersen bruger billedet med frugter på et træ: De lavthængende frugter – de billigste reduktioner – bliver altid høstet først. Når de er taget, bliver hver ekstra reduktion typisk mere kompleks og dyrere. Det kan være teknologier, som endnu ikke er udbredte, eller ændringer i adfærd og infrastruktur, der kræver store investeringer.

Derfor vurderer CEPOS, at 5 mia. kr. om året snarere er et forsigtigt skøn end et øvre loft:

“Jo mere man skal reducere, desto dyrere bliver det. Man skal højere og højere op i træerne for at finde frugterne. Derfor er 5 mia. kr. om året sandsynligvis et forsigtigt skøn,” siger han.

Analysen peger samtidig på to risikofaktorer, der kan trække prisen yderligere op:

• Teknologisk umodenhed: CCS-teknologi er endnu ikke fuldt skaleret, og omkostningerne kan vise sig væsentligt højere end forudsat, hvis projekter forsinkes eller kræver dyr infrastruktur.
• Stigende kompleksitet: Jo mere man har reduceret i forvejen, desto mere indgribende bliver de resterende tiltag, eksempelvis i landbrug, industriprocesser og transport.

Dybere indblik #2: EU-kvoter sætter loft over klimaeffekten

CEPOS kritiserer ikke kun prisskiltet, men også den reelle klimaeffekt af et særskilt dansk mål på 85 pct. Danmark er omfattet af EU’s fælles klimapolitik, hvor centrale sektorer er underlagt kvotehandelssystemet (EU ETS). Her fastsætter EU et samlet loft over udledningerne, og virksomhederne handler kvoter indbyrdes.

Når et land som Danmark strammer sine nationale krav, men stadig befinder sig inden for det samme europæiske kvotesystem, opstår et paradoks:

• Hvis Danmark reducerer mere, kan der frigives kvoter i systemet.
• Disse kvoter kan opkøbes af aktører i andre EU-lande.
• Resultatet kan være, at en del af den danske ekstraindsats reelt blot flytter udledningerne til andre lande – uden at reducere de samlede europæiske udledninger tilsvarende.

Brøns-Petersen sammenfatter kritikken:

“Det giver ikke meget mening at have selvstændige danske klimamål oven på EU’s klimapolitik. Når Danmark reducerer udledninger inden for kvotesystemet, frigøres der i praksis plads til, at andre lande kan udlede mere. Derfor bliver klimaeffekten af et dansk særmål meget begrænset, mens regningen lander hos danske skatteydere og virksomheder,” siger han.

Her ligger en af analysens centrale pointer: Det er ikke tilstrækkeligt at se på nationale reduktionsprocenter isoleret. Hvis målet er global klimanytte for pengene, skal man vurdere, hvor indsatsen gør størst forskel i forhold til de regler, som allerede gælder på EU-niveau.

Dybere indblik #3: Hvad kunne 5 mia. kr. ellers bruges til?

Et andet perspektiv i CEPOS-analysen handler om alternativ anvendelse af de 5 mia. kr. om året. Beløbet er så stort, at det ifølge tænketanken rækker til markante prioriteringer på andre politiske områder.

CEPOS nævner ikke konkrete alternativer i analysen, men størrelsesordenen svarer eksempelvis til, at man kunne finansiere:

• Flere milliarder til sundhedsvæsenet – fx flere medarbejdere, kortere ventelister eller investeringer i hospitaler.
• Markante skattelettelser, som kunne påvirke arbejdsudbud og virksomhedernes konkurrenceevne.
• Større investeringer i forskning og udvikling i grøn teknologi, som potentielt kan give mere global CO2-reduktion pr. krone.

Det er netop denne prioriteringsdiskussion, CEPOS efterlyser. Hvis Danmark vælger en meget dyr national målsætning med begrænset ekstra klimaeffekt, rejser det spørgsmålet, om pengene kunne skabe større grøn eller social værdi på anden vis.

Forsigtigt skøn – med risiko for højere regning

Selv hvis man tager udgangspunkt i regeringens egne forudsætninger om pris pr. ton CO2, understreger CEPOS, at regningen let kan vokse:

• CCS-projekter er afhængige af godkendelser, rørledninger, lagringssteder og langsigtede aftaler. Forsinkelser eller tekniske problemer kan drive omkostningerne op.
• Hvis de billigste reduktionsmuligheder allerede er udnyttet ved 82 pct.-målet, kan de næste ton CO2 ende med at koste væsentligt mere end 2.100 kr. stykket.
• Hvis internationale priser på teknologi, energi eller materialer ændrer sig, kan de nationale beregninger hurtigt blive forældede.

CEPOS konkluderer derfor, at det økonomiske risikospænd for skatteyderne er stort, mens den marginale klimaeffekt på EU-niveau kan være begrænset.

Regeringens udfordring: Ambition uden finansiering

En af de skarpeste kritikpunkter i analysen er, at regeringen endnu ikke har fremlagt en detaljeret finansieringsplan for den skærpede klimakurs. Hvor skal de 5 mia. kr. om året findes? Skal pengene hentes via højere skatter, omprioriteringer på andre velfærdsområder, øget gældsætning – eller en kombination?

Den uafklarede finansiering skaber ifølge CEPOS usikkerhed for både borgere og virksomheder:

• Virksomheder ved ikke, om højere energiafgifter eller nye CO2-afgifter er på vej.
• Husholdninger kan blive ramt af højere skatter eller afgifter, hvis en del af regningen væltes over på forbrugerne.
• Andre politiske reformer kan blive udskudt eller nedskaleret, hvis klimaregningen æder finanspolitisk råderum.

CEPOS efterlyser derfor større gennemsigtighed omkring de samfundsøkonomiske beregninger og konkrete prioriteringer. Uden det kan det være vanskeligt for vælgere at vurdere, hvad Regeringens 85 pct. klimamål i praksis kommer til at betyde for økonomien.

CEPOS’ anbefaling: Drop nationale særmål – fokusér på EU

På baggrund af analysen anbefaler CEPOS, at Danmark ændrer kurs i klimapolitikken. I stedet for at opstille uafhængige nationale målsætninger, der går videre end EU’s krav, bør Danmark ifølge tænketanken koncentrere sig om at påvirke de fælles europæiske regler.

Det indebærer bl.a.:

• At arbejde for strammere EU-kvoteloft, så reduktioner i ét land ikke blot flytter udledninger til et andet.
• At understøtte effektive, teknologineutrale virkemidler på EU-plan, hvor reduktioner sker der, hvor de er billigst.
• At prioritere udvikling og skalering af grøn teknologi, der kan eksporteres og skabe globale reduktioner.

Set med CEPOS’ øjne giver det mere mening at investere politisk kapital i at påvirke EU-lovgivning og internationale rammer fremfor at opbygge en stadig dyrere national overbygning oven på de fælles regler.

Hvad betyder analysen for virksomheder og borgere?

Selv om analysen primært adresserer regeringens samlede budget og klimaarkitektur, har konklusionerne også betydning på virksomhedsniveau og for almindelige skatteydere.

• Virksomheder kan forvente øget regulering, højere CO2-omkostninger eller nye investeringskrav, hvis politikerne vælger at presse målopfyldelsen igennem nationalt.
• Husholdninger kan blive indirekte påvirket via prisstigninger, især på energiintensive produkter, transport og varme, hvis virksomhederne overvælter højere omkostninger på kunderne.
• Offentlige budgetter kan opleve strammere prioriteringer andre steder, fordi 5 mia. kr. årligt skal findes i enten skat eller besparelser.

Analysen bliver dermed også et indspark i en bredere debat om balancen mellem klimaambitioner, konkurrenceevne og velfærd.

Næste skridt: Krav om åbenhed om tal og prioriteringer

CEPOS opfordrer regeringen til at fremlægge fulde samfundsøkonomiske beregninger af den skærpede målsætning, inklusive alternative scenarier for, hvad 5 mia. kr. kunne anvendes til i stedet. Først med disse tal på bordet kan både Folketinget, erhvervslivet og vælgerne vurdere, om den ekstra nationale indsats i 2035 står mål med effekten.

Debatten om klimapolitik i Danmark handler derfor ikke kun om, om der skal føres en ambitiøs grøn linje – men hvordan den udformes, og hvor pengene giver mest klima for hver krone. CEPOS-analysen lægger pres på regeringen for at dokumentere, at kursen mod 85 pct. i 2035 ikke blot er symbolpolitik med høj pris og beskeden effekt, men en gennemtænkt prioritering i et fælles europæisk klimasystem.

For borgere, virksomheder og beslutningstagere er budskabet klar: De næste klimamål bør vurderes mindst lige så meget på deres økonomiske og europæiske konsekvenser, som på deres nationale procenttal.