Ny formand i Visens Venner i Køge

Oprettet 24/02/2012 – 16:59

Visens Venner i Køge afholdte ordinær generalforsamling den 16. februar. Formanden gennem de sidste 20 år, Ellen Lykke, havde valgt at slutte som formand. Som ny formand blev valgt Erik Lund-Nielsen.
Allerede da hun blev genvalgt i 2010 for en ny to-årig periode, tilkendegav Ellen Lykke, at det skulle være hendes sidste tørn som formand. Som den kun 2. formand for Visens Venner i Køge’s 36-årige historie har hun nu overladt opgaven til nye kræfter.
I sin afslutningstale glædede Ellen Lykke sig over en periode, der havde givet hende meget stor personlig glæde bl.a. som følge af et godt samarbejde i bestyrelse og stor opbakning fra såvel de aktive medlemmer af Visens Venner i Køge som fra den øvrige medlemskreds.
Den nye formand, Erik Lund-Nielsen, der har været medlem af Visens Venner i Køge siden 2006, glædede sig over, at Ellen Lykke fortsætter som medlem af bestyrelsen og – ikke mindst – som stærk visefortolker på scenen til foreningens viseaftener.
Ellen Lykke modtog stor og fortjent hyldest fra en velbesøgt generalforsamling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *