Ny supermodel viser: Sådan kan landbruget løfte biodiversiteten

Digitalt Danmark i 1:1 – sådan virker forskernes biodiversitetsmodel

Hvordan indretter man marker, læhegn, blomsterstriber og lavbundsjorde, så de både giver udbytte og plads til vilde dyr, planter og sunde økosystemer? Forskere fra Aarhus Universitet har brugt et avanceret simuleringsværktøj til at give et konkret svar – ikke som generelle råd, men skræddersyet til det enkelte landskab.

Kernen i forskningen er modellen ALMaSS – Animal, Landscape and Man Simulation System – udviklet ved Institut for Agroøkologi gennem mere end 25 år. Modellen kombinerer detaljerede data om vejr, markplaner, markskel, skove, vandløb og naturarealer med viden om, hvordan specifikke arter lever, finder føde og yngler. Resultatet er et digitalt Danmark, hvor forskerne kan afprøve hundreder af scenarier, før man ændrer noget i virkeligheden.

En art ad gangen slippes ud i den simulerede verden: fugle, smådyr, bier. Derefter kan forskerne se, om de klarer sig bedre eller dårligere, når man fx tilføjer flere blomsterstriber, anlægger nye buskadser eller omlægger lavbundsjorde fra intensiv drift til natur.

Hvorfor generelle naturtiltag ikke er nok

Et centralt resultat fra projektet er, at velmenende standardløsninger sjældent virker optimalt, hvis målet er stærkere natur og flere vilde arter på dyrket jord. Effekten afhænger både af den konkrete art og af landskabets udgangspunkt.

Postdoc Trine Poulsen, som står bag det fireårige projekt, peger på et klassisk dilemma: Buskadser og krat mellem markerne er en klar fordel for mange arter, fordi de giver skjul, føde og læ. Men for sanglærken, der trives i store, åbne marker med frit udsyn til alle sider, kan for mange strukturer betyde færre egnede ynglepladser og dermed en faldende bestand.

Modellens styrke er netop, at den gør det muligt at kvantificere disse konflikter. I stedet for generelle anbefalinger kan man se, hvilke arter der vinder, og hvilke der taber, når man ændrer bestemte elementer i landskabet – og i hvilket omfang.

Det samme gælder for marknære tiltag som blomsterstriber. I områder, hvor der i forvejen er mange markskel og småbiotoper, kan endnu et smalt strøg med blomsterblanding have begrænset ekstra effekt. Her kan det være langt mere effektivt at satse på andre strukturer, fx sammenhængende krat, fugtige lavninger eller permanente bræmmer omkring vandhuller.

Overraskende indsigt: Når blomsterstriber ikke hjælper bierne

En af de mest opsigtsvækkende resultater handler om den vilde bi rød murerbi. I mange naturprojekter er blomsterstriber blevet nærmest synonym med hjælp til bestøvere. Men simuleringerne viste, at blomsterstriber midt på marken ikke gjorde nogen målbar forskel for bestanden af rød murerbi i de analyserede scenarier.

Forklaringen er timing. De typiske mark-blomsterblandinger blomstrer for sent i forhold til den periode, hvor rød murerbi er aktiv. Når blomsterne endelig står i fuld flor, er en stor del af biets sæson allerede forbi.

Her viste modellen, at buskadser og krat med naturligt forekommende, tidligt blomstrende arter var langt vigtigere. De giver både tidlig føde og fysisk levested – hulheder, skygge, strukturer til redebygning. Den indsigt udfordrer den udbredte opfattelse af, at enhver blomsterstribe automatisk er den bedste løsning for vilde bestøvere.

For landmænd og planlæggere betyder det, at valget af tiltag skal tage højde for konkrete arters livscyklus. Det er ikke nok at så en flot blanding én gang. Man er nødt til at spørge: Hvilke arter vil vi hjælpe her? Hvornår er de aktive? Og passer vores tiltag med deres behov?

Tre dybe indsigter, som kan ændre planlægningen af mark og natur

1. Effekten af et tiltag afhænger af det omgivende landskab

Forskernes simuleringer viser tydeligt, at et identisk naturtiltag kan have vidt forskellig effekt, alt efter hvor i landet det placeres. En ekstra blomsterstribe kan være afgørende i et intensivt dyrket stordriftslandskab uden markskel, men næsten uden betydning i et mosaiklandskab, hvor der allerede er mange hegn, småskove og levende hegn.

Det peger på, at rådgivning til landmænd og kommuner bør være langt mere stedsspecifik. I stedet for at udrulle ensartede ordninger bør man målrette krav og tilskud til de områder, hvor potentialet for artstilbagekomst og sammenhængende levesteder er størst.

2. Ét tiltag kan samtidig hjælpe og skade forskellige arter

En ny randzone eller et læhegn langs marken kan fungere som korridor og skjul for smådyr, fugle og insekter – men samtidig gøre landskabet mindre attraktivt for arter, der kræver åbne flader. ALMaSS-modellen gør disse konsekvenser synlige, før man griber ind i den fysiske virkelighed.

Dermed kan man sammensætte en pakke af tiltag, som samlet set giver en positiv nettoeffekt. I praksis kan det betyde, at man lader enkelte marker forblive relativt åbne til arter som sanglærken, mens andre marker målrettet udstyres med hegn, krat og blomsterbræmmer til gavn for arter, der kræver struktur.

3. Tidspunktet på året er afgørende for naturtiltagenes effekt

Rød murerbi-eksemplet illustrerer et mere generelt princip: Naturtiltag skal matche årets rytme. Mange initiativer fokuserer på, hvad der ser rigt og blomstrende ud om sommeren, men overser forår og sensæson, hvor mange arter kæmper for at finde nok føde.

Det åbner for en ny måde at designe marknære biotoper på. I stedet for kun at tænke i artsrigdom kan man planlægge en sekvens af blomstring og fødeudbud, der samlet dækker så stor en del af året som muligt – fra de tidligste pil og slån i læhegnene til de sene urter i brak og blomsterstriber.

Den grønne trepart: Mulighed eller sovepude?

Den nationale aftale om grøn trepart rummer et løfte om at omlægge 140.000 hektar lavbundsjorde til natur. De lavtliggende arealer udleder store mængder CO₂, når de dyrkes intensivt, og derfor kan omlægningen både reducere klimapåvirkningen og skabe plads til nye vådområder, enge og moser.

Forskningsprojektet fra Aarhus Universitet kan blive et vigtigt værktøj i planlægningen af denne historisk store omlægning. Ved at køre forskellige scenarier for, hvordan de nye naturområder kobles til eksisterende natur og dyrket jord, kan man optimere både sammenhæng, artsdiversitet og robusthed mod klimaændringer.

Samtidig advarer Trine Poulsen mod, at grøn trepart bliver en sovepude. Hvis landbruget opfatter lavbunds-omlægningen som et punktum – en slags aflad, der giver grønt lys til uændret intensiv drift på resten af arealet – risikerer man, at den samlede naturgevinst bliver langt mindre end potentialet.

Budskabet er klart: Store naturprojekter i lavbundsområder er nødvendige, men de kan ikke stå alene. Der skal også skabes bedre vilkår i de marker, der fortsat dyrkes. Netop her bliver værktøjer som ALMaSS relevante, fordi de kan vise, hvilke små tiltag på de enkelte ejendomme, der giver størst samlet effekt.

Fra forsøg til praksis: Hvad kan den enkelte landmand bruge modellen til?

Selv om ALMaSS er et avanceret forskningsværktøj, er målet, at resultaterne skal kunne omsættes til konkrete beslutningsværktøjer for landmænd, konsulenter og myndigheder. I samarbejde med Innovationscenter for Økologisk Landbrug og en række erhvervspartnere arbejdes der på at gøre anbefalingerne tilgængelige i en mere brugervenlig form.

Det kan fx betyde:

• Rådgivning, der tager udgangspunkt i den enkelte bedrifts landskabstype, markplan og nærliggende natur.
• Anbefalinger til, hvor på ejendommen bestemte tiltag – som nye hegn, brakarealer eller blomsterbræmmer – vil give mest biologisk effekt per hektar.
• Scenarier, der viser, hvordan et samlet opland kan indrette sig, så man både opfylder klimamål, vandmiljøkrav og styrker flere nøglearter samtidig.

For landmanden kan det betyde, at naturtiltagene bliver mere præcise og bedre integreret i driften. I stedet for at miste produktionsjord uden klar gevinst kan man målrette ændringerne derhen, hvor de for alvor rykker ved levestederne – og dokumentere effekten over tid.

Næste skridt: Gør biodiversitet målbar på markniveau

En udfordring i mange ordninger er, at det er vanskeligt at måle, hvad man faktisk får ud af de investerede midler. Hvor meget rigere på arter bliver et område, når man udlægger bestemte arealer til natur? Hvilke indsatser giver mest natur for pengene?

Det opfølgende arbejde, som Trine Poulsen allerede er i gang med, handler netop om at gøre naturindhold og artsrigdom mere målbar på landbrugsjord. Ved at kombinere simuleringsmodellen med feltdata og enkle indikatorer kan man skabe redskaber, hvor landmænd, kommuner og myndigheder faktisk kan følge udviklingen og justere indsatserne.

På sigt kan det ændre, hvordan tilskudsordninger og regulering skrues sammen. I stedet for primært at betale for hektar kan man bevæge sig i retning af at belønne dokumenteret effekt: flere arter, mere sammenhængende levesteder og stærkere økosystemer, der også understøtter produktionen gennem bedre jordstruktur, naturlig skadedyrsregulering og bestøvning.

Hvad betyder det her for dansk landbrug de næste 10–20 år?

De nye resultater tegner et billede af et fremtidigt dansk landbrugslandskab, hvor produktion og natur ikke er to adskilte verdener. I stedet bliver marken, dens kanter, små vandløb, lavninger og læhegn tænkt sammen som ét system, der både skal levere fødevarer og levevilkår for vilde arter.

Det kræver en mere strategisk brug af hele paletten af virkemidler: omlægning af lavbundsjorde, intelligente placeringer af naturarealer, variation i driftsformer og en langt mere finmasket prioritering af, hvor man gør hvad. Digitale modeller som ALMaSS gør det muligt at tage denne planlægning op på et nyt niveau og arbejde mere præcist med biodiversitet i landbruget – ikke som en abstrakt målsætning, men som noget, der kan planlægges, testes og følges op.

For dig som arbejder i og omkring landbruget, ligger næste skridt lige for: efterspørg rådgivning og virkemidler, der bygger på dokumenteret effekt og stedsspecifik viden – og brug kommende omlægninger af lavbundsjorde og marknære tiltag som en anledning til at gentænke hele bedriftens naturprofil, ikke kun den jord, der tages ud af drift.