Nykredits Jubilæumslegat på 50.000 kr. går til seniorrådgiver Henning Otte Hansen

Oprettet 08/12/2011 – 15:09

I forbindelse med Dansk Landbrugsrådgivnings økonomikongres den 6. december 2011 fik seniorrådgiver Henning Otte Hansen tildelt Nykredits Jubilæumslegat på 50.000 kr.
Jubilæumslegatet blev overrakt af gårdejer Hans Bang Hansen, medlem af bestyrelsen for Foreningen Nykredit. I sin begrundelse fremhævede Hans Bang Hansen, at Henning Otte Hansen er en aktiv og engageret analytiker inden for landbrugs- og fødevaresektoren, og at han ikke mindst formår at bringe resultater og forskningsbaserede vurderinger ud til en stor kreds af både landmænd, forbrugere og politikere.
– I Nykredits Jubilæumsfond vil vi gerne anerkende, at du på forbilledlig vis medvirker til at kvalificere diskussionerne, når du formidler faglig, forskningsbaseret viden til en bredere kreds og aktivt deltager i samfundsdebatten, lød de afsluttende ord fra Hans Bang Hansen til årets prismodtager.
Henning Otte Hansen har gennem årene skrevet 9 bøger og ca. 350 artikler og er en flittigt brugt foredragsholder med over 25 foredrag om året. Emnerne spænder vidt fra landbrugets udvikling og placering over landbrugspolitik, markedsforhold og globalisering til fødevareindustri og andelsselskabers forhold.
Nykredits Jubilæumslegat er et traditionsrigt legat. Det blev stiftet i 1931 og er siden uddelt til landmænd eller personer med tilknytning til landbruget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *