Nyt display giver bedre overblik på fronten af el-tavlen

Oprettet 09/02/2015 – 09:59

Nyt FDM 128-display fra Schneider Electric viser og samler data fra op til otte maksimalafbrydere. Det giver et centralt og nemt overblik i forhold til intelligent overvågning af bryderne, der sikrer hurtig fejldetektering og større energieffektivitet.
Nu bliver det endnu nemmere at holde øje med, hvad der sker i el-tavlen uden at åbne tavlefronten. Schneider Electric introducerer FDM 128, der er et nyt display til visning af relevante måledata, hændelser og fejlstatus fra maksimalafbryderne i tavlen.
FDM 128 er en opgradering af FDM 121-displayet, som viser data fra en enkelt maksimalafbryder. Det nye display kan holde styr på data fra helt op til otte maksimalafbrydere med et påmonteret Micrologic-strømrelæ samt det tilhørende kommunikationsmodul, der gør det muligt at kommunikere fejlmeldinger og statusbeskeder direkte op i en overliggende overvågningssoftware.
Det nye display giver driftsansvarlige et lynhurtigt overblik, og ikke mindst mulighed for en hurtig og effektiv indsats i tilfælde af fejl i installationen.
FDM 128 opsamler og viser en række relevante informationer om blandt andet strøm, spænding, effekt, energiforbrug, status og hændelser. Displayet har en baggrundsoplyst, anti-reflekterende skærm, som er nem at aflæse fra skarpe vinkler og under dårlige lysforhold.
Montering sker på tavlefronten med et enkelt Ø22-hul eller i selve fronten ved udskæring. FDM 128 kan leveres i IP54- eller IP65-klassificeret udgave.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *