Ole Sohn: Glædeligt at virksomhederne tager samfundsansvar alvorligt

Oprettet 25/11/2011 – 13:08

Danske virksomheder er blevet bedre til at omsætte deres politik for samfundsansvar til handling og resultater. Det viser en ny undersøgelse af, hvordan virksomhederne efterlever lovkrav om at oplyse om samfundsansvar i årsregnskabet.
Samtidig har regeringen i forbindelse med aftalen om finansloven afsat 3 mio. kr. årligt til et nyt mæglings- og klageorgan for ansvarlig virksomhedsadfærd – med udgangspunkt i anbefalinger fra Rådet for Samfundsansvar fra oktober 2011.
Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn:
Virksomhedernes samfundsansvar ligger mig meget på sinde. Derfor har regeringen i aftalen om Finansloven også afsat penge til at oprette et mæglings- og klagenævn for ansvarlig virksomhedsadfærd. Derved får vi en effektiv mekanisme i tilfælde, hvor danske virksomheder ikke har levet op til deres samfundsansvar – i forhold til blandt andet menneskerettigheder, miljø og korruption. Mæglings- og klagenævnet vil være et centralt element i et udspil, der skal fremme virksomhedernes samfundsansvar, som kommer først i det nye år.
Formand, Rådet for Samfundsansvar Mads Øvlisen:
Jeg er glad for, at regeringen har taget godt imod vores anbefalinger om at oprette et mæglings- og klagenævn, der lever op til internationale krav fra både OECD og FN. Regeringen har her taget et nødvendigt skridt for at fremme menneskerettigheder blandt danske virksomheder. Jeg håber, at regeringen også vil tage imod vores øvrige anbefalinger til den fremtidige indsats.
Større åbenhed er afgørende for tilliden til danske virksomheders arbejde med samfundsansvar. Undersøgelsen viser, at 87 procent af virksomhederne arbejder med samfundsansvar, og kun 13 procent oplyser, at de ikke gør det.
De ca. 1100 største virksomheder har siden 2009 været forpligtet til enten at oplyse om deres politik for samfundsansvar, hvordan de gennemfører den, og hvad de har opnået, eller klart oplyse, at de ikke har en politik for samfundsansvar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *