Palæstina – overraskende håb om forsoning

Oprettet 01/03/2009 – 11:21

På et møde i Cairo mellem de 14 politiske palæstinensiske grupperinger er man overraskende kommet et kolossalt skridt nærmere en forsoning og en samlingsregering der kan forhandle med israelerne og tage affære for palæstinenserne.
Under en briefing i Ramallah lørdag for en delegation fra Europa-Parlamentet indledte den palæstinensiske politiske leder Mustapha Barghouti med at fortælle om den historiske aftale som det lykkedes at indgå dagene før i Cairo. Margrete Auken (SF) der deltager i delegationen til Vestbredden og Gaza er begejstret for at de palæstinensiske politiske grupper der har været splittet siden Hamas’ kup i Gaza, er ved at nærme sig en enighed igen.
– Det er ufatteligt opløftende at palæstinenserne på trods af israelernes forsøg på at cementere splittelsen med Gazakrigen, tager så positive skridt i retning af et få dannet en samlingsregering. Med et samlet palæstinensisk folk har israelerne ikke længere nogen undskyldning for at sylte forhandlingerne om en tostatsløsning, siger hun.
Aftalen mellem de stridende politiske grupper er dog skrøbelige, og på lørdagens møde i Ramallah udtrykte Mustapha Barghouti bekymring for at israelerne eller palæstinensiske ekstremister skal forsøge at sabotere den næste måneds forhandlinger.
– Hvis vi i Danmark og EU mener vores krav om en tostatsløsning alvorligt, er det nu vi skal på banen og bakke solidt op om palæstinensernes initiativ. Vi var selv med til at skabe splittelsen mellem Fatah og Hamas da vi efter valget i 2006 boykottede Hamas og siden den samlingsregering der i foråret 2007 blev dannet. Den fejl må vi under ingen omstændigheder begå igen, og derfor må udenrigsminister Per Stig Møller og hans 26 kolleger hurtigt på banen og støtte de palæstinensiske forsøg på forsoning, siger Margrete Auken.

Skriv en kommentar

Scroll to Top